Christopher Reeves søn er med i ny Superman-film: Nu udtaler han sig
Med James Gunn ved roret som kreativ leder af DC’s filmunivers og publikums vedvarende store kærlighed til superheltefilm, spekuleres der ofte i, hvem der skal spille en given superhelt, når et nyt projekt annonceres.
Tilbage i 2023 blev det bekræftet, at David Corenswet skulle spille superhelten over dem alle, nemlig Superman. En rolle, der tidligere er blevet spillet af Christopher Reeve, Brandon Routh og senest Henry Cavill.
For mange er det måske især Christopher Reeve, de tænker på, når nogen nævner Superman. Skuespilleren spillede den fremmedjordiske helt i fire film i perioden 1978-1987, og han og karakteren er siden blevet synonyme.
Selvom det er mange år siden, og andre har iført sig de blå og røde farver siden da, har James Gunn tydeligvis ikke glemt Christopher Reeve – noget den skarpe biografgænger vil kunne opdage, når Superman får biografpremiere den 10. juli 2025.
Det blev nemlig bekræftet tilbage i juli måned, at ingen ringere end Christopher Reeves søn, Will Reeve, ville optræde i filmen i en såkaldt "cameo" – en mindre rolle.
Indtil videre har der ikke været nogen oplysninger om, hvad rollen skulle indebære, og Reeve selv havde indtil for nylig ikke kommenteret på det.
Men i et nyt interview, som Reeve gav i anledning af premieren på dokumentaren Super/Man: The Christopher Reeve Story – en dokumentar om hans fars liv, som du kan læse mere om her – satte han ord på, hvordan han ville ære sin far i den kommende spillefilm.
Dog bliver det ikke i rollen som Superman, han selv optræder. Reeve er nemlig, modsat sin far, ikke uddannet skuespiller og arbejder som nyhedskorrespondent for ABC News.
- Jeg ved det ikke. Jeg kan godt lide mit job som korrespondent. Jeg tror, jeg kan lide at optræde, men jeg ved ikke, om jeg er god til at spille skuespil.
Rollen som Superman i den kommende film er som nævnt besat af David Corenswet, som bl.a. er kendt fra serien 'Hollywood'.
Der er endnu ikke nogen trailer til filmen, og DC har kun udgivet et enkelt billede af skuespilleren som journalisten Clark Kent, bedre kendt som Superman.
Så selvom vi andre må vente lidt endnu på at se Corenswet som den ikoniske superhelt og dermed få et indtryk af hans portrættering, er Will Reeve ikke i tvivl om, at James Gunn har fundet en rigtig god Superman, der er rollen og hans far værdig.
- Jeg tror, de har fået en god en [red. Superman] i David.
'Superman' får dansk biografpremiere den 10. juli 2025.