Danske filmanmeldere i svime over nyt hovedværk: "Det er pinefuldt, rørende og sørgeligt"

'All of Us Strangers' er i biografen nu
All of Us Strangers
(© Searchlight Pictures)

I dag er der premiere på den nyeste film af den britiske filmskaber Andrew Haigh, der tidligere har stået bag de velansete dramaer Weekend og 45 år samt HBO-serien 'Looking'.

I hans nyeste film, All of Us Strangers, der allerede har modtaget stor anerkendelse i udlandet, og givet hovedrolleindehaveren Andrew Scott en Golden Globe-nominering, fortæller han sin mest personlige historie til dato.

Vi har herunder samlet et udpluk af de danske anmelderes vurdering, hvor filmen får både 5 og 6 stjerner. 

Andrew Scott, som mange nok kender fra tv-serierne 'Fleabag' og 'Sherlock', spiller overfor en anden irsk skuespiller, nemlig Paul Mescal, der på kort tid er blevet en af tidens mest fremtrædende stjerner.

LÆS OGSÅ: Fra anmelder-darling til ufrivillig stjernestatus: Forude venter 'Gladiator 2'

Han spiller den gådefulde Harry, der indleder et forhold med hovedrollen Adam, der er svært optaget af fortidens minder og drages tilbage til sit barndomshjem i forstæderne, hvor hans forældre ser ud til at bo, som de gjorde, inden de døde for 30 år siden.

De danske anmeldere udtrykker stor begejstring for den rørende og sensuelle spøgelseshistorie, hvilket de følgende eksempler tydeligt illustrerer. Læs mere og se flere anmeldelser her.
 

Soundvenue, Morten Kildebæk, 6 stjerner

"Engelske Andrew Haigh har skabt et hovedværk i karrieren med en sorgfyldt og dragende spøgelsesfortælling, der tager udgangspunkt i instruktørens eget liv." 

Børsen, Michael Solgaard, 5 stjerner

"'All of Us Strangers' kommer virkelig under huden på begrebet ensomhed. Det er pinefuldt, rørende og sørgeligt."

Filmmagasinet Ekko, Karoline Balstrøm, 5 stjerner

"...med 'All of Us Strangers' overgår instruktøren nærmest sig selv i kompleksitet og hjerteskærende, autentiske dialoger. Blandingen af sofistikeret seksuel spænding mellem far og søn og portrættet af sorg er betagende."

Kristeligt Dagblad, Per Juul Carlsen, 5 stjerner

"Men i sidste ende er det ikke Haighs virtuose filmsprog, der står tydeligst frem. Det gør Adam. Og Harry. Og alle de andre, der altid har følt sig fremmede i deres egen familie. Det er så absolut deres film."

Politiken, Nanna Frank Rasmussen, 5 stjerner 

"Andrew Scott og Paul Mescal har en sindssygt sensuel energi i det følsomme erindrings-drama 'All of Us Strangers', der er enkelt og komplekst på samme tid." 

Information, Lone Nikolajsen (giver ikke stjerner)

"Andrew Haigh har i 'All of Us Strangers' sat alle sejl til for at fortælle en rørende og uforudsigelig historie om kærlighedens kraft. Her kan kærlighed opstå ud af det blå, og de døde vende tilbage." 

'All of Us Stranger" er aktuel i biografen. Find dine billetter herunder: