De danske anmeldere fælder dom: Ny Joker-film deler vandene

Storslået eller skuffende?
Joker 2
(© Warner Bros.)

Joaquin Phoenix er i denne uge vendt hysterisk grinende tilbage til det store lærred med den yderst imødesete efterfølger til kæmpesuccesen Joker fra 2019.

Filmen, der har titlen Joker: Folie à Deux, har gjort et stort indtryk blandt de danske filmanmeldere, der giver karakterer i begge ender af skalaen.

I den ene ende af sprektret finder vi Børsen, Filmmagasinet Ekko og Information, der er imponerede over filmen, som de kalder "storslået", "overvældende" og "vanvittigt velproduceret". I den anden ende er Berlingske ikke blevet forført af den grinende galning, men fremhæver dog stadig Phoenix’ "fantastiske skuespil".

Filmen følger op på den første film, efter Arthur Fleck er blevet indlagt på Arkhams afdeling for særligt farlige kriminelle. Mens han venter på sin retssag, møder han sit livs kærlighed i form af kvinden Lee (Lady Gaga), mens han også opdager musikken, der altid har været en del af ham.

Her er et udpluk fra de danske anmeldelser:

Børsen, Michael Solgaard, 5 stjerner

"'Joker: Folie à Deux' er en storslået film, der gør dig forpustet af godt skuespil og en handling, der overrasker. Det er værd at gå i biografen for."

Filmmagasinet Ekko, Niels Jakob Kyhl Jørgensen, 5 stjerner

"'Joker: Folie à Deux' er på flere parametre bedre end sin forgænger, også fordi den virker mindre bundet af det superhelteunivers, som den skildrer gennem et troldspejl."

Information, Christian Monggaard

"'Joker: Folie à Deux' er en overvældende oplevelse." 

Kristeligt Dagblad, Per Juul Carlsen, 4 stjerner

"Grumt og ubehageligt, men vanvittigt velproduceret socialrealisme i superhelteforklædning."

Jyllands-Posten, Freja Dam, 3 stjerner

"Man må give instruktør Todd Phillips, at han midt i vores kollektive superheltetræthed faktisk formår at overraske med sin opfølger til superskurkefilmen 'Joker'."

Soundvenue, Jacob Ludvigsen, 3 stjerner

"'Joker: Deux á Folie’ er nærmest et kammerspil, centreret om hovedpersonens janusansigt af bly, usikker og ensom skikkelse på den ene side og galsindig, latterrablende skurk i klovnesminke på den anden. Ond eller offer?"

Thomas Brunstrøm, Berlingske, 2 stjerner

”’Joker’ var fantastisk, men Todd Phillips taber i spektakulær grad det hele på gulvet med denne super skuffende efterfølger. Bortset fra det, er Joaquin Phoenix endnu en gang fantastisk i hovedrollen.”

’Joker 2: Folie à Deux’ kan ses i biografen nu. Find dine billetter på kino.dk.

Køb billetter