Demi Moore i stort filmcomeback: Modtager 11 minutters klapsalver
I 1990'erne var Demi Moore en af de største Hollywood-stjerner, du kunne finde. Hendes roller i Ghost, Indecent Proposal og G. I. Jane samt ægteskabet med Bruce Willis var det stof, eventyr er lavet af.
Meget er sket siden dengang, og i en årrække har det været småt med bærende roller til den nu 61-årige Demi Moore. Nu spiller hun imidlertid hovedrollen i den franske instruktør Coralie Forgeats nye film, The Substance, der har haft sin premiere på filmfestivalen i Cannes.
Se det første klip fra filmen nederst i artiklen.
Blandt filmens temaer er netop de begrænsede muligheder i showbiz for kvinder over 50 år, og man kan næsten ikke andet end drage paralleller til Moores egen karriere i filmens plot.
Det er fortællingen om en tidligere stjerneskuespiller, der nu er i spidsen for et fitness-program i bedste Jane Fonda-stil. Da hun bliver fyret fra programmet, får hun muligheden for at indtage produktet The Substance, der lover en yngre, bedre version af hende selv gennem en celle-duplikerende proces.
Succesen som den unge udgave (spillet af Margaret Qualley) er øjeblikkelig, men rundt om hjørnet lurer katastrofen.
'The Substance' er en en social kommentar om ungdom og alderdom, selvhad, skønhedsidealer og #MeToo. Dennis Quaid er fx en herligt modbydelig producer kaldet Harvey, utvivlsomt en reference til den voldtægtsdømte Hollywood-producer Harvey Weinstein.
Filmens kamera fokuserer ofte på de to kvinders kroppe, og intet er overladt til fantasien. Gruen opstår, når der går såkaldt body horror i den. Altså gyser-subgenren, som især David Cronenberg er kendt for med bl.a. The Fly og forrige års Guldpalme-nominerede Crimes of the Future med Viggo Mortensen. Kanyler bliver stukket ind i huden, en ryg åbnes som en opsprættet kalkun, negle falder af, og det er ikke engang det klammeste, der sker i filmen!
Publikum, anmeldere og andet godtfolk, der var samlet ved premieren i Cannes, både gyste, grinede og klappede til 'The Substance', der vakte så meget begejstring, at Moore, Qualley og Forgeat modtog hele 11 minutters klapsalver.
Det var Demi Moores første film i konkurrence i Cannes, og for hendes 29-årige kollega Qualley er det den anden film alene i år: Hun er nemlig også med i Yorgos Lanthimos’ Kinds of Kindness.
Hvorvidt filmen faktisk kan vinde Guldpalmen, må vi vente at se. Coralie Forgeat skal bl.a. dyste mod forbilledet David Cronenberg, hvis konkurrencefilm 'The Shrouds' har premiere mandag aften.
'The Substance' afventer en dansk biografpremieredato.
LÆS OGSÅ: Følg med i vores dækning af filmfestivalen i Cannes 2024 her.
LÆS OGSÅ: Demi Moore deler rørende video fra Bruce Willis' 68-års fødselsdag