Eddie Murphy bekræfter: 2 ventede animationsfilm er endelig på vej!

14 år efter den sidste film
Billede
(© Dreamworks Animation)

Publikums yndlings animationstrold blev først introduceret i Shrek fra 2001, der siden har fået tre efterfølgere og to spin-offs med Den bestøvlede kat i Puss in Boots-filmene. 

Der er dog gået 14 år, siden vi fik 4'eren, Shrek den lykkelige, men nu har Eddie Murphy gode nyheder til fans af animationsuniverset. 'Shrek 5' kommer nemlig endelig næste år, mens Murphys karakter Æsel efterfølgende får sin egen solofilm.

Det afslører den legendariske komiker og skuespiller i et interview med Collider. Her kunne Murphy også fortælle, at stemmeoptagelserne til 'Shrek 5' gik i gang tidligere i år, og at han vil færdiggøre sin del inden året er omme.

'Shrek 5' har været længe undervejs, og vi kunne her på kino.dk helt tilbage i 2017 skrive, at manuskriptet til filmen var færdig. Manuskriptet har formegentligt ændret sig siden da, men Murphy melder intet om handlingen i den kommende film.

Æsel er - ligesom Den bestøvlede kat med de bedårende øjne - en elsket karakter med sine hurtige replikker og irriterende optimistiske tilgang til alting. Vi må dog vente noget endnu på Æsel-filmen, da produktionen på denne ifølge Murphy først går i gang efter 'Shrek 5'.

Eddie Murphy genoptager endnu en ikonisk karakter næste uge, når 'Beverly Hills Cop: Axel F' får premiere på Netflix den 3. juli.

Den seneste Puss in Boots-film Den bestøvlede kat og ønskestjernen blev et hit i biograferne med en indtjening på over 485 mio. dollars på verdensplan, mens filmen solgte 197.500 billetter i Danmark.

Shrek-filmserien har desuden solgt næsten 1,8 mio. biografbilletter herhjemme, så udvidelsen af universet er ikke overraskende.

Visse animationsfilm er da også stadig blandt højdespringerne i biograferne, hvor Inderst inde 2 netop nu har sin sejrsgang ved billetlugerne som årets største film indtil videre.

'Shrek 5' afventer premieredato.