En af tidens hotteste stjerner skal spille rocklegende i ny film

Fra 'The Bear' til The Boss
The Bear
(© The Bear / FX Productions)

Opdateret den 16. september med citat fra Jeremy Allen White.

En af tidens hotteste nyere skuespillernavne i Hollywood, Jeremy Allen White, har scoret, hvad der kan blive hans store hovedrollegennembrud i en film.

Den 33-årige amerikaner fra succes-serien 'The Bear' skal nemlig spille rocklegenden Bruce Springsteen i den kommende film om tilblivelsen af albummet 'Nebraska', som "The Boss" udgav i 1982. Filmen har fået titlen 'Deliver Me From Nowhere'. 

Scott Cooper, som blandt andet har instrueret Christian Bale i thrillen Out of the Furnace, skal både instruere og skrive manuskriptet til filmen. Cooper instruerede også den Oscar-vindende musikerportrætfilm Crazy Heart i 2009.

Filmselskabet A24 forventes at stå for produktionen.

Og nu fortæller hovedrolleindehaver Jeremy Allen White så om hans forberedelse til rollen. Noget der har inkluderet samtaler med "the boss" ham selv. 

I et nyt interview med Deadline understreger den amerikanske skuespiller at han føler sig "heldig" i det han kommenterer på hans samarbejde med Bruce Springsteen. 

- Jeg kan sige, at jeg har et virkelig smukt team af mennesker, der hjælper mig, og Bruce har været virkelig skøn, støttende og tilgængelig, hvilket har gjort hele denne proces til en ekstra glæde. 

Jeremy Allen White uddyber;

- Hans støtte og Jon Landau, hans managements støtte, som også har en stor rolle i filmen. Så jeg føler mig virkelig heldig.

Allen White fortæller også, at produktionsstarten er lige om hjørnet, og derfor går der måske ikke længe, før de mange fans af henholdsvis Jeremy Allen White og Bruce Springsteen kan glæde sig til de første billeder fra filmen

'Deliver Me From Nowhere' bliver derved muligvis skuespillerens helt store gennembrud på det store lærred, efter flere succesfulde år på streaming i serien 'The Bear'. En rolle som senest resulterede i skuespillerens anden Emmy-pris

'The Bear' er en af de mest omtalte serier for tiden med 21 Emmy-statuetter i kokkehuen, og den har markeret Jeremy Allen White som en af de mest lovende navne i Hollywood. White har vundet to SAG og to Emmy's for sin rolle som kokken Carmy Berzatto i den amerikanske serie, der på et tidspunkt har en afstikker i København.

LÆS OGSÅ: Se første trailer til filmen om Amy Winehouse: "Et kærlighedsbrev til hende"

Western Stars
Bruce Springsteen i 'Western Stars', som han selv instruerede (© Warner Bros.)

Skuespilleren, der også havde en rolle som wrestler i The Iron Claw, er tilmed frontfigur for Calvin Klein i en verdensomspændende reklamekampagne, hvilket har gjort hans ansigt til allemandseje.

Men nu står han altså overfor en stor opgave som rockmusikeren bag hits som 'Born in the U.S.A.', 'Dancing in the Dark' og Oscar-sangen 'Streets of Philadelphia' fra Philadelphia.

Filmen bygger på en bog af Warren Zanes fra 2023 med titlen 'Deliver Me From Nowhere: The Making of Bruce Springsteen's Nebraska'. 

Den vil følge Springsteen og rejsen med at lave hans sjette studiealbum, en mørk, nedtonet samling af sange, der markerede en ny kunstnerisk retning fra Born to Run-rockmusikeren. 

Springsteen indspillede 'Nebraska' på fire-spors kassette i sit soveværelse i New Jersey et par år, før han og E Street Band ville udgive 'Born in the U.S.A.'

'Deliver Me From Nowhere' har endnu ingen premieredato.