En læges valg får fatale følger i ny dansk film fra debuterende instruktør

Alle danskere har, er eller kommer i berøring med sygehusvæsenet engang i deres liv, og taget det i betragtning er det måske overraskende, hvor få danske film der foregår inden for den sektor. Det laver den kommende film Det andet offer om på, når den får biografpremiere til april næste år.
Se traileren til 'Det andet offer' nederst i artiklen.
Filmen følger den dygtige læge Alexandra, der under en hektisk vagt på neurologisk afdeling påtager sig et ekstra ansvar. Men hendes valg får fatale følger, da et fejlskøn ender i en tragedie. Som skylden spreder sig blandt alle involverede, må Alexandra drage konsekvenserne af sine beslutninger og konfrontere sin egen magtesløshed.
Filmen er skrevet og instrueret af debuterende Zinnini Elkington, der udtaler i en pressemeddelelse fra SF Studios:
- En stor del af min nærmeste familie er på den ene eller anden måde beskæftiget i sundhedsvæsenet, men jeg har også selv haft medicinske fejlskøn tæt inde på livet som pårørende.
- Min intention med filmen er at udfordre vores forestilling om, at vi har magt over livet og kontrol over døden. 'Det andet offer' er en invitation til at reflektere over det fejlbarlige i os alle.
Som traileren antyder, er der tale om en intens historie med masser af moralske dilemmaer og svære beslutninger.
Özlem Saglanmak spiller hovedrollen som lægen Alexandra. Özlem afsluttede sin uddannelse fra Statens Teaterskole tilbage i 2006 og har udover en lang række teaterforestillinger medvirket i flere tv-serier og spillefilm herunder 'Borgen', 'Bedrag' og Danmarks sønner. Saglanmak har modtaget en talentpris ved Årets Reumert i 2009 og modtog en Robert for Bedste kvindelige birolle for sin rolle i action-dramaet Shorta i 2021.
Saglanmak gøres selskab af en række stærke, danske skuespillere som Trine Dyrholm, Mathilde Arcel, Anne Sofie Wanstrup, Olaf Johannessen og Anders Matthesen samt Iman Meskini, Jacob Spang Olsen, Pernille Højmark, Tammi Øst, Anders Hove, Kristian Halken, Adam Ild Rohweder og Morten Hee Andersen.
'Det andet offer' får dansk biografpremiere den 10. april 2025 og er en del af Filmportens program.
Se traileren herunder: