Er det på tide, at denne genre får sit helt store Hollywood-comeback?

Liam Neeson er biografklar med en ny film i genren
The Naked Gun
(© UIP / The Naked Gun)

Denne uge lander en fortsættelse til spoof-filmene i The Naked Gun-franchisen. Eller Høj pistolføring-filmene, som de hedder på dansk.

Efterfølgeren hedder The Naked Gun og har modsat originalernes herlige Leslie Nielsen nu Liam Neeson i hovedrollen som umulig betjent.

Leslie Nielsen spiller i de oprindelige film og serien, der gik forud for disse, den ubehjælpsomme, men dybt elskelige kriminalbetjent Frank Drebin.

Liam Neeson indtager nu rollen som den legendariske betjents søn, der synes at være mindst lige så ubehjælpsom som sin far, men også meget heldig udi at klare problemerne.

Betyder det så med den nye Naked Gun-film, at spoof-genren for alvor er tilbage i Hollywood? Hvad er spoof-film i det hele taget? Og hvilke titler i den komiske genre er værd at se?

Vi ser nærmere på det hele i denne artikel.

The Naked Gun
(© Paramount Pictures)

Leslie Nielsen og hans komiske kæmpetalent

Leslie Nielsen var 62 år, da han indtog sin sidenhen ikoniske rolle som den inkompetente Frank Drebin i den første film i franchisen, der lyder den mundrettet titel The Naked Gun: From the Files of Police Squad! fra 1988.

Men faktisk fik man før filmene den 6 afsnit lange serie 'Police Squad!' i 1982, hvor Leslie Nielsen debuterede som den fjollede lovens vogter. 

Efter den første Naked Gun-film fulgte fortsættelserne The Naked Gun 2 ½: The Smell of Fear i 1991 og Naked Gun 33 ⅓: The Final Insult i 1994.

Den nu afdøde skuespiller havde forinden Frank Drebin også en rig karriere og har da også rundet mere end 250 roller på sit CV.

Det vil dog de mange krediteringer til trods nok bredt kendt være rollerne med hans komiske timing og charmerende slapstick, der i første omgang huskes.

Forbidden Planet
(© Metro-Goldwyn-Mayer / Forbidden Planet)

Udover at have medvirket i en lang række forskellige serier, tæller hans karriere også masser af film.

Herunder netop komedierne i Naked Gun-franchisen, men også andre spoof-titler som bl.a. 'Airplane' (1980), 'Repossessed' (1990) og 'Spy Hard' (1996).

Spoof-genren står Leslie NIelsen nær med titler som også 'Wrongfully Accused' (1998), 'Scary Movie 3' (2003) og 'Scary Movie 4' (2006), mens stjernen også er med i bl.a. 'Superhero Movie' (2008) og 'Stan Helsing' (2009).

Skuespilleren har dog også slået sine folder i andre genrer. Bl.a. kan han tidligt i karrieren opleves i science fiction-klassikeren 'Forbidden Planet' fra 1956, mens 80'erne også bød på gysene 'Prom Night' (1980) og 'Creepshow' (1982) m.fl.

Naked Gun
(© UIP (Framegrab))

Nu er det Liam Neesons tur til at fjolle

Nu 31 år efter den seneste og tredje film i Naked Gun-franchisen landede, vender vi altså tilbage til det elskede spoof-univers med en i dag 72 år gammel Liam Neeson i hovedrollen. 

Det betyder bl.a., at den nordirske skuespiller i den grad har mulighed for at folde sig selvironisk ud ved bl.a. at tage kærligt pis på sig selv som actionstjerne.

Skuespilleren har som bekendt ageret slagkraftig helt i de forgangne mange år med titler som bl.a. Retribution, Memory og Honest Thief samt ikke mindst Taken-filmene. 

Memory Liam Neeson
(© Memory (SF Studios))

De trailers, der er landet forud for den nye spoof-films biografpremiere, peger i hvert fald i en yderst fjollet retning.

Her er de for franchisen så velkendte skøre gags og herligt dumme ordspil tilbage.

For selvom det måske ikke er meget, vi har set til Liam Neesons komiske talent, fik vi bl.a. et veloplagt glimt af det i komedie-serien 'Life's Too Short', hvor han giver den fuld gas med improvisations-comedy.

Nu får actionstjernen så en hel film at folde sig ud i for fuld fjolleri og spoof-ballade.

The Naked Gun
(© The Naked Gun / UIP)

Hvad er spoof-film egentlig?

Spoof-film kan kort sagt siges at være en undergenre af komediefilm, hvor der bl.a. laves kærligt sjov med diverse filmgenrer. Naked Gun-filmene tager kærligt hånd om særligt politifilm.

Spoof-filmen er også rig på easter eggs og sender ofte også drilske referencer til bl.a. andre film, skuespillere og populærkulturelle tendenser samt kendte personligheder.

Man kan på den måde måske også kalde genren for en meta-komedie-genre.

Spoofen er selvbevidst og bryder da også af og til den fjerde væg med bl.a. absurd komik, der er rig på slapstick og visuelle gags.

Det er en genre, der altså bl.a. spiller på publikums kendskab til specifikke genrer og filmklichéer. Ja, når publikum bliver genrebeviste, tager spoofen over.

The Little Train Robbery
(© Edison Manufacturing Company / The Little Train Robbery)

Spoof-filmen er dog ikke en ny opfindelse i f.eks. 70'erne og 80'erne. Spoofs - eller parodifilm, om man vil - har været en del af filmhistorien fra starten.

Bl.a. kunne man i 1905 opleve spoofen 'The Little Train Robbery', der tager kærligt pis på 'The Great Train Robbery' fra 1903.

Her ser man bl.a., at rollerne i parodifilmen overvejende indtages af børn og ikke af voksne som i forlægget.

Spoof-genren kan dog måske - lidt generaliseret sagt - ses for alvor at vinde bred popularitet i netop 70'erne og 80'erne, hvor den første Naked Gun-film er fra.

I disse to årtier bliver spoof-formlen æltet i stilling med manuskripter tætpakket med fjollede jokes, fald-på-halen-komik og tossede gags af den dejligt dumme slags.

Men ja, spoof-film har altså siden filmens begyndelse været en integreret del af filmhistorien.

Not Another Church Movie
(© Amazon Prime Video / Not Another Church Movie)

Spoof-filmen lever!

Selvom man den seneste håndfuld år måske ikke har set vildt mange spoof-film af den klassiske slags i biografen og med store stjerner i front, lever genren stadig.

Der bliver nemlig fortsat lavet spoofs, men måske nok med færre penge i rykken end tidligere.

Man finder dog sært nok stjernerne Mickey Rourke og Jamie Foxx som henholdsvis Djævlen og Gud i parodien 'Not Another Church Movie' fra 2024. 

Men det er nok særligt i netop 80'erne, at genren for alvor havde sin gyldne storhedstid med store stjerner foran kameraet og udfoldet for fulde grin i biografens mørke.

Den morsomme genre er da også rig på vellykkede titler. De går fra det topgakkede og far-jokes-dumme til det mere raffinerede og komisk elegante.

Herunder kommer vi således med et par anbefalinger fra netop 1970'erne og frem.

Blazing Saddles
(© Warner Bros. / Blazing Saddles)

Vi anbefaler her en stak spoofs

Lad os bl.a. pege på titler som Blazing Saddles (1974), 'Attack of the Killer Tomatoes' (1978) og Airplane! (1980) samt This Is Spinal Tap (1984), Top Secret! (1984) og Spaceballs (1987).

Snyd heller ikke dig selv for netop Naked Gun-filmene, videre til de to 'Hot Shots!' med Charlie Sheen fra henholdsvis 1991 og 1993 samt Arnold-parodien Last Action Hero (1993).

Videre finder man også Tim Burtons veloplagte invasions-spoof Mars Attacks! (1996) samt naturligvis rækken af Scary Movie-film (2000-2013) og Austin Powers-filmene (1997-2002).

Spoof-genren kan - som det nok også fremgår af ovenstående - defineres forskelligt. 

Bl.a. anbefaler vi også varmt Edgar Wrights mindre 80'er-fjollede, men stadig vildt morsomme titler, nemlig zombie-parodien Shaun of the Dead (2004), buddy cop-spoofen Hot Fuzz (2007) og invasions-komedien The World's End (2013).

Vi kommer bestemt heller ikke udenom bl.a. den herligt groteske, stjernebesatte og sortkomiske krigsspoof Tropic Thunder (2008).

Listen med titler er lang, så slå også et smut forbi blaxploitation-komedien 'Black Dynamite' (2009), vampyrkomik med What We Do in the Shadows (2014) og den musikalske rockparodi Walk Hard: The Dewey Cox Story (2007).

Austin Powers
(© New Line Cinema / Austin Powers)

Går vi en ny gylden spoof-æra i møde?

Det er naturligvis svært allerede nu at slå fast, om en ny storhedstid for spoofen indvarsles med den nye Naked Gun-film i kikkerten.

Det er dog ikke den eneste stort anlagte spoof-film, der venter forude. 

Tidligere i år blev det nemlig annonceret, at legendariske Mel Brooks' spoof-klassiker 'Spaceballs' fra 1987 nu får en fortsættelse.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at her ikke alene er tale om spoofs, men også fortsættelser i velkendte og allerede elskede universer, hvilket jo ikke er noget nyt.

Spoofen er dog bestemt ikke død. Det kan vi hermed slå fast.

Spaceballs
(© Spaceballs / Metro-Goldwyn-Mayer)

Hvad er 'Spaceballs' egentlig?

'Spaceballs' er kort og godt en vaskeægte spoof-klassiker, som altså nu 38 år senere får en fortsættelse. 

Den originale film lavede bl.a. - og ikke mindst - sjov med Star Wars-franchisen og Alien-universet.

Filmen er instrueret og medforfattet af i dag 99-årige Mel Brooks, der selv annoncerede fortsættelsen i en munter video.

I filmen spiller Mel Brooks endda selv både den inkompetente præsident Skroob og rumvæsnet Yogurt, der kan siges at være en kærlig reference til Yoda fra Star Wars. 

Mel Brooks er også manden bag bl.a. de anerkendte og elskede komedier The Producers, 'Blazing Saddles', Young Frankenstein og Robin Hood: Men in Tights

'Spaceballs 2' er sat til at have biografpremiere i 2027, hvor den originale films skuespillere som Bill Pullman (Independence Day) og Rick Moranis (Ghostbusters, Honey, I Shrunk the Kids) vender tilbage som henholdsvis helten LoneStar og Darth Vader-homagen Dark Helmet.

Spaceballs
(© Spaceballs / Metro-Goldwyn-Mayer)

Man fandt i den oprindelige 'Spaceballs' også John Candy som den hundelignende Barf, mens Daphne Zuniga spillede prinsessen Vespa.

I fortsættelsen venter der også nye ansigter som bl.a. Keke Palmer (Nope, Hustlers), Josh Gad (Frost, Pixels, Murder on the Orient Express) og Bill Pullmans søn Lewis Pullman (Thunderbolts*).

Josh Gad er også medforfatter på filmen sammen med Benji Samit og Dan Hernandez, der har været med til at skrive bl.a. Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem og Pokémon: Detective Pikachu.

I instruktørstolen finder man Josh Greenbaum, der bl.a. har komedierne Barb and Star Go to Vista Del Mar og Strays på sit CV.

Den kommende 2'er har dog endnu ikke fået offentliggjort sit plot, men er blevet beskrevet som "A Non-Prequel Non-Reboot Sequel Part Two but with Reboot Elements Franchise Expansion Film".

Ja, det lyder absolut som en vaskeægte spoof!

Naked Gun
(© UIP)

Hvad med spoofens fremtid?

Går vi mon en ny æra med stjernebesatte og stort opsatte spoof-film i møde? Svaret står som nævnt endnu ikke helt hukket i granit.

Uanset hvad tilfældet bliver, så forsvinder genren nok aldrig helt.

Der skal dog nok nye idéer og karakterer på bordet, hvis ikke spoof-filmen skal blive en ren spoof på sig selv. Selvom det nu også lyder ret sjovt.

Men som nogle siger: 1, 2, trend. Med andre ord: 'The Naked Gun', 'Spaceballs 2', spoofen er tilbage!

'The Naked Gun' har biografpremiere den 31. juli.

Nyeste film i biografen