Fem har spillet ikonisk actionhelt, men én er bedst: "Han ville tæve os alle sammen"

Der har efterhånden været mange forskellige udgaver af CIA-analytikeren Jack Ryan på skærmen. Alec Baldwin, Ben Affleck, Chris Pine og ikke mindst Harrison Ford har alle prøvet kræfter med Tom Clancys ikoniske karakter gennem årene. Og på det sidste er det altså blevet The Office-stjernen John Krasinskis tur til at fylde de store sko ud.
Men hvem ville egentlig vinde, hvis alle versionerne af Jack Ryan blev kastet ind i et gigantisk slagsmål mod hinanden?
Det scenarie satte vi op overfor John Krasinski og Michael Kelly, da vi mødte duoen i forbindelse med premieren på den nye Prime Video-film Jack Ryan: Ghost War, der fortsætter historien fra den populære serie efter fire sæsoner.
Og svaret kom prompte fra Krasinski:
- Jeg tror med det samme, at sejren går til Harrison Ford, ikke? Jeg mener, han er den sejeste fyr derude. Og jeg tror, han har tævet os alle sammen.
Skuespilleren forestiller sig ligefrem en slags gladiator-turnering mellem de forskellige Ryan-versioner:
- I mit hoved havde vi sådan en turnering, og han vandt. Gladiator-agtigt. Men kun med et blik, forresten. Han ville ikke engang behøve at slå. Han har bare det dér perfekte blik.

I 'Jack Ryan: Ghost War' bliver den tidligere CIA-agent trukket tilbage ind i efterretningstjenestens verden, da en international mission afslører en dødelig sammensværgelse med forbindelser til en hemmelig black ops-enhed.
Det sender Jack Ryan på en hæsblæsende mission gennem bl.a. London og Dubai sammen med Mike November og James Greer, mens nye fjender, dobbeltspil og eksplosive actionsekvenser venter rundt om hvert hjørne.
Michael Kelly vender tilbage som fanfavoritten Mike November, Wendell Pierce er igen tilbage som James Greer, og denne gang får holdet også selskab af Sienna Miller som den britiske MI6-agent Emma Marlowe.
Den nye Jack Ryan-film skruer markant op for actionniveauet med både bådkampe, vilde stuntsekvenser højt over jorden og en gigantisk biljagt gennem London, som efter sigende er den hurtigste, der nogensinde er blevet optaget i den britiske hovedstad.
- At slås på en speedbåd i høj fart er super skræmmende. Men når det er overstået, findes der ingen større rus. Det er fantastisk, fortæller Krasinski.
'Jack Ryan: Ghost War' kan streames på Prime Video nu.







