Her er de 10 bedste film fra 1990'erne

Vi nærmer os afslutningen på et årti, og det er da en fremragende anledning til et tilbageblik på, hvor mange fantastiske film, der når at blive produceret i løbet af 10 år.
Brugerne har talt, og her er nu et komplet overblik over de 10 bedste film fra 90'erne baseret på en række brugerafstemninger for hvert år – og der er alt fra sejlende romantik til barsk krigsdrama til neglebidende thriller.

1990: Dances with Wolves
Kevin Costners debutfilm er et stortanlagt drama om en nordstatssoldats fængende møde med en indianerstamme vandt i sin tid hele 7 Oscars for bl.a. Bedste film og Bedste instruktion.

1991: Skønheden og udyret
Den klassiske tegnefilm fra Disney om den fortryllende romance mellem blide Belle og bæstet Udyr var den allerførste animerede spillefilm til at blive nomineret til Oscar-statuetten for Bedste film.

1992: The Bodyguard
Den romantiske thriller med Kevin Costner og Whitney Houston gik lige i hjertet (og ørene) på biografgængere verden over. Og det var filmen, der udødeliggjorde Houstons hitsang 'I Will Always Love You'.

1993: Schindler’s List
Steven Spielbergs største konkurrent dette år var ham selv med Jurassic Park, men det blev alligevel det rørende sort-hvide-drama om en mands bestræbelser på at hjælpe jøderne under Anden Verdenskrig, der løb med sejren.

1994: Forrest Gump
1994 var utvivlsomt et forrygende filmår med både 'Pulp Fiction' og 'Løvernes konge', men vinderen af afstemningen blev den seks-dobbelte Oscar-vinder 'Forrest Gump', der følger Tom Hanks i rollen som den mindre begavede, men godhjertede Forrest i jagten på sit livs kærlighed.

1995: Se7en
"What's in the box?" Simpelthen David Finchers dystre thriller 'Se7en', hvor Brad Pitt og Morgan Freeman går sammen i en desperat jagt på en seriemorder, der baserer sine drab på de syv dødssynder som reaktion på verdens moralske forfald.

1996: Independence Day
Løbet var tæt dette år, men vinderen blev alligevel science fiction-hittet 'Independence Day', hvor Will Smith, Jeff Goldblum og Bill Pullman skal redde Jorden fra invaderende rumvæsner.
1997: Titanic
Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at James Camerons romantiske katastrofefilm med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet løb med størstedelen af stemmerne; 'Titanic' er blandt filmhistoriens største succeser og vandt hele 11 Oscars.

1998: Saving Private Ryan
90'erne var et godt årti for Steven Spielberg, der igen får førstepladsen med den barske Anden Verdenskrigs-fortælling 'Saving Private Ryan' om en lille deling soldater (heriblandt Tom Hanks) udsendt på en umulig mission, der af mange anses som den bedste krigsfilm nogensinde lavet.

1999: Den grønne mil
Så er der mere hæder til Tom Hanks, der spiller fængselsbetjenten i den dybt rørende Stephen King-filmatisering 'Den grønne mil', hvor fangevogterne i et sydstatsfængsel i 30'erne konfronteres med en usædvanlig fange dømt for dobbelt barnemord.