Hollywood-stjerne om medspiller: "Hun gav den fuld gas med s*xscenerne"
Actionkomedien Hit Man er netop nu aktuel i de danske biografer, hvor man kan opleve en af Hollywoods største stjerner lige nu, Glen Powell, og Adria Arjona i et passioneret og yderst kompliceret forhold.
Powell spiller nemlig den falske lejemorder Gary Johnson, der arbejder undercover for politiet. Jobbet er dog ikke så lige til, da en desperat kvinde forsøger at hyre ham til at myrde sin voldelige mand, og han falder for hende.
I anledning af premieren mødte vi filmens stjerner Glen Powell (der også agerer manuskriptforfatter og producer på filmen) og Adria Arjona til et interview over Zoom.
Her kunne Powell fortælle, at hans medspiller havde givet den "fuld gas" med sexscenerne i 'Hit Man'. Se hele videointerviewet nederst.
- Jeg vil bare sige, at Adria gav den fuld gas med sexscenerne.
- Jeg gjorde det mod mig selv, svarede Arjona grinende, inden Powell fortsatte:
- De eksisterede i manuskriptet, men hun tog dem til et helt andet sted.
Adria Arjona forklarede herefter, at hun havde medbragt moodboards som inspiration til filmens sexscener.
- Hun gav os vitterligt specifikke skud som reference til, hvad hun synes er tiltrækkende. Det gjorde sådan, at vi havde et sprog for, hvad vi synes er engagerende og sexet, uddybede Powell.
'Hit Man' instrueres af den fem gange Oscar-nominerede Richard Linklater (Boyhood, Before-trilogien) og er baseret på en vanvittig, men sand historie.
Filmen følger den excentriske filosofilærer Gary Johnson, der ved siden af sin småkedelige hverdag arbejder undercover for politiet som den mest eftertragtede professionelle lejemorder i New Orleans.
Snart er den falske lejemorder viklet ind i en kædereaktion af skuespil, bedrag og mere eller mindre kriminelle handlinger.
'Hit Man' kan ses i biografen nu.
Læs også: En af Hollywoods største nye stjerner udpeger de vildste sande mord-scenarier i ny film