Ikonisk filmhund er tilbage i biografen

På nye eventyr!
Lassie på nye eventyr
(© Lassie på nye eventyr / SF Studios)

Verdens måske nok mest ikoniske fiktive hund er meget snart tilbage i biografen, når Lassie igen pryder det store lærred i familiefilmen Lassie på nye eventyr.

Som titlen antyder, skal den berømte collie på helt nye eventyr, når en stor og kompliceret sag om en masse udstillingshunde, som forsvinder på mystisk vis, spreder sig i nærområdet.

I traileren, som kan ses i bunden af artiklen, ser vi, hvordan det er op til den intelligente og loyale Lassie at opklare sagen og komme på sporet af en landsdækkende hunde-kidnapningsring.

Lassie blev for første gang introduceret i en novelle fra 1938 af Eric Knight med titlen 'Lassie Come Home'. Historien blev senere til den succesfulde film af samme navn fra 1943, hvilket startede en langvarig franchise med et stort udvalg af yderligere film, tv-serier og bøger.

LÆS OGSÅ: Guide: 23 animations- og familiefilm du kan glæde dig til i 2024

Gennem årene er Lassie blevet mere end blot en figur i popkultur. For mange repræsenterer den flotte collie håb, modstandskraft og det urokkelige bånd mellem kæledyr og deres ejere. Lassie er samtidig en af de få dyr, der har fået en stjerne på Walk of Fame i Hollywood.

'Lassie på nye eventyr' får biografpremiere med danske stemmer d. 25. januar.

 

 

Se traileren til filmen herunder: