James Cameron deler billede af ny skurk fra 'Avatar 3'
Om kun lidt under et år er James Cameron klar til endnu engang at flyve os til Pandora med Jake Sully og Neytiri i Avatar: Fire and Ash, og den Oscar-vindende instruktør antyder allerede en følelsesladet rejse i den kommende treer.
Cameron har nu givet os endnu et glimt ind i filmens historie med frisk konceptkunst, der b.la. fremhæver en ny central skurk.
Se billederne i bunden af artiklen.
Under en samtale med Empire afslørede Cameron billeder af den skurkagtige Varang, der er den frygtindgydende leder af Ash-klanen, som vi kommer til at møde i den nye film.
Konceptbilledet viser Varang, der leder sin klan i kamp og skaber kaos på Pandora. Ifølge Cameron vil 'Fire and Ash' vise, hvor langt Varang er villig til at gå for at beskytte sit folk:
- Varang er lederen af et folk, der har gennemgået utrolige prøvelser. Hun er hærdet af det. Hun vil gøre alt for dem, selv ting, som vi ville betragte som onde. En ting, vi ønskede at gøre i denne film, var ikke at være "sort-hvid enkle". Eller "blå-rosa enkle".
Skuespilleren Oona Chaplin, bedst kendt som Talisa fra de første sæsoner af 'Game of Thrones', portrætterer Varang i filmen, og Cameron roste Chaplin for hendes skildring af Ash-klanens leder og indrømmede, at han ikke helt værdsatte, hvor god hendes præstation var, før postproduktionen:
- Hendes portrættering af [Varang] er så god, at jeg ikke helt værdsatte, hvor god hendes præstation var, før vi fik Wētā-animationen tilbage.
- Hun er en fjende, en modstander, men [Chaplin] får hende til at føles så ægte og levende.
James Cameron delte også et andet konceptbillede af en anden nomadisk Na'vi-stamme kendt som "The Wind Traders". Som det kan ses på billedet, har The Wind Traders deres egne unikke skabninger, som de flyver rundt på, og instruktørens kommentarer antyder, at de vil skabe en visuelt imponerende oplevelse for publikum:
- De er nomadiske handelsmænd, tilsvarende kamelkaravanerne på Silkevejen tilbage i Middelalderen. De er bare sjove. Ligesom alle Na'vi lever de i symbiose med deres skabninger. Hvis du har det mindste hang til det maritime i dine årer, vil du gerne være om bord på deres skib.
'Avatar: Fire and Ash' er planlagt til dansk biografpremiere den 19. december 2025.