
Lars Mikkelsen om ny dansk TV 2-serie: ”Der er lidt mere kærlighed i det”
Serien har premiere d. 13 september
Lars Mikkelsen og Johanne Louise Schmidt er snart aktuel i den kommende TV2 dramaserie, Rivalerne.
'Rivalerne' er en dramatisk fortælling om en å, der løber gennem provinsbyen Elverkilde og gennem generationer har givet byen liv, arbejde og velstand.
Nu skal den have sit gamle løb tilbage, og pludselig deler vandet byen: lodsejere mod biologer, familie mod familie, fortid mod fremtid.
For når man ændrer en ås løb, ændrer man også historien om de mennesker, der lever omkring den.
Vi fangede de to hovedpersoner til en snak om den kommende serie, som hurtigt fangede deres interessere, da de blev præsenteret for projektet.
Se hele interviewet i bunden af artiklen.
- Jeg mærkede meget hurtigt, at der var en kraft og en nødvendighed i den her historie, og jeg synes, at det var en god og original måde at skrive en historie om vores natur, siger Johanne Louise Schmidt, som bl.a. er kendt fra Afdeling Q-filmene med Nikolaj Lie Kaas.
For Mikkelsen var det især relationerne mellem seriens hovedkarakterer, der gjorde ‘Rivalerne’ til noget særligt.
- Det var relationerne, der var det vigtigste. Det kunne jeg godt lide. Jeg tror, at de har haft en familie på et tidspunkt. Der bliver fortalt, at den er blevet revet fra hinanden på grund af de her to meget kraftige drivere.
I serien spiller Schmidt biologen Karen, der kæmper for at genoprette det gamle åløb i Elverkilde. Forberedelsen til den rolle føltes som en tur tilbage på skolebænken for den danske skuespiller.
- Jeg mødtes med en anden biolog, som forklarede mig, hvad vil det sige at dræne en sø, men også hvad der sker, når man lader en å løbe frit igen. Jeg følte faktisk, at jeg tog tilbage til min folkeskole.
Biologitimer var ikke en del af Mikkelsens forberedelse. Da han skulle sætte sig ind i den kyniske forretningsmand Carl, fokuserede han meget på at skabe en skurk, som vi kunne forstå.
- Især når du er antagonist, som jeg jo er, så synes jeg, at det var vigtigt for mig at være et menneske, som vi forstår. Jo flere af hans problematikker, der bliver menneskelige, jo mere bliver den konflikt, der er, også menneskelig.
- Der er bare et eller andet utrolig menneskeligt i det, som han insisterer på at gøre til det allersidste.
Kærlighed bag kameraet
Lars Mikkelsen har en sideløbende karriere i udlandet, hvor han bl.a. spiller med i Star Wars-serien ‘Ahsoka’. Skuespilleren fremhæver en af de største forskelle på at arbejde i Danmark ift. i udlandet.
Herhjemme er det muligt at komme med input og sætte sit eget præg. I udlandet er det mere låst, da optagelserne er nøjere planlagt, og der er flere ting, som skal gå op i en højere enhed.
- På mange af de udenlandsproduktioner har der været råd til mere i skriveprocessen, og den er landet på en anden måde, når man går i gang med det (optagelserne, red.), hvor her der skal vi også arbejde på set.
På settet til ’Rivalerne’ var der i modsætning til de store produktioner mere nærvær og et tættere samarbejde med dem bag kameraet.
- Fordi det er så små set, så er der lidt mere kærlighed i det. Nogle af de der store set, som man kan komme ud på i verden, der kan det godt være sådan ”Du er ansat til det her”, hvor herhjemme vil folk det, alle sammen. Så man bliver en sådan en lille familie.
For Johanne Louise Schmidt var det vigtigt for hendes egen præstation, at der var et godt miljø og en god stemning bag kameraet.
- Den energi, de har med sig, betyder jo alverden, når man skal stå og præstere foran et kamera.
De understreger begge to, at der altid i danske filmproduktioner har været plads til at improvisere og udvikle på historien undervejs, men historien er ikke den samme på de store set, understreger Mikkelsen.
- ”Jeg tænkte på…”, nej, det gør man bare ikke. Du siger det, der står, og så er det det, siger han med et smil.
Rivalerne er skrevet af Anders Klarlund, som blandt andet har skrevet krimi-hittet ‘Hvide Sande, mens serien er instrueret af Roni Ezra.
‘Rivalerne’ kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY fra den 13. september
Se hele interviewet herunder: