Mads Mikkelsen med spydigt svar til dansk reporter i Venedig: "Du kan selv svare på det spørgsmål"
Det var med dansk storfilm på programmet, da den prestigefyldte Venice Film Festival løb af stablen i den romantiske by, Venedig, i sidste uge.
Filmen Bastarden, der har Mads Mikkelsen i hovedrollen og Nikolaj Arcel i instruktørstolen, var nemlig i hovedkonkurrencen på festivalen, og derfor tog både Arcel og Mikkelsen turen til det nordøstlige Italien.
I den forbindelse deltog de begge i en Q&A-session, hvor en dansk reporter valgte at stille et spørgsmål, som tydeligt irriterede den danske stjerneskuespiller.
Spørgsmålet gik på, hvorvidt Mikkelsen og Arcel var bekymrede for om ’Bastarden’ levede op til de regler, som Oscar-akademiet har sat, hvor de kræver en vis grad af mangfoldighed både foran og bag kameraet for at kunne blive nomineret i kategorien for "Bedste film".
Mads Mikkelsen var hurtig til at smide spørgsmålet direkte tilbage til reporteren. Han sagde følgende:
- Er du bekymret? Jeg er seriøst ærlig, fordi du sætter os i skudlinjen her, så du kan selv svare på det spørgsmål.
Arcel trådte herefter til og tilføjede roligt:
- Først og fremmest foregår filmen i Danmark i 1750'erne. Vi har en stor plotlinje om en farvet pige, der bliver udsat for racisme, hvilket var meget sjældent, da der næsten ikke var nogen farvede i Danmark. Hun var formentlig den eneste i hele Danmark på det tidspunkt.
- Jeg tror, det ville være lidt mærkeligt [at tilføje mere diversitet til rollelisten]. Det er bare historisk – sådan var det i 1750’erne.
Klippet af deres svar er blevet heftigt delt på forskellige sociale medier. Se det i bunden af artiklen. Her kan man også bide mærke i, hvor gode de italienske arrangører har været til at stave til den danske skuespillers navn.
I 2020 annoncerede Oscar-akademiet, at der fra næste års Oscar-uddeling i 2024 vil blive tilføjet en række diversitetskrav, som film skal opfylde for at komme i betragtning i "bedste film"-kategorien.
'Bastarden' kunne potentielt stadig kvalificere sig til kategorien ved at opfylde to af de tre andre standarder. Hvis holdet bag filmen indeholder nok folk fra underrepræsenterede grupper i lederstillinger, ville de opfylde Standard B. Standard C fokuserer på industriadgang og muligheder og Standard D om publikumsudvikling, som kan opnås, hvis studiet og/eller filmselskabet har flere ledende medarbejdere fra underrepræsenterede grupper.
For få uger kunne Det Danske Filminstitut afsløre, at filmen er shortlistet som en af de tre film, der skal konkurrere om at blive den danke Oscar-kandidat. De to andre er Apolonia, Apolonia og Når befrielsen kommer. Sidstnævnte kan ses i biograferne nu.
'Bastarden' fortæller den sande historie om kampen om den uopdyrkede jyske hede i 1750’ernes Danmark og har Amanda Collin som den anden hovedrolle ved siden af Mads Mikkelsen.
Filmen har dansk premiere d. 5. oktober.