Mads Mikkelsen om kontroversiel Indiana Jones 5-slutning: "Det kunne ikke være anderledes"
Den danske stjerne Mads Mikkelsen er lige nu biografaktuel overfor Harrison Ford, der er tilbage i sin ikoniske rolle som pisksvingende arkæolog i Indiana Jones and the Dial of Destiny.
Filmen har allerede solgt over 178.000 billetter herhjemme, men ved premieren tilbage i juni blev slutningen aldeles omdiskuteret online. Her har nogle medier og fans kaldt klimakset (som vi ikke vil afsløre mere om her) for bl.a. "urealistisk".
Da vi mødte Mads Mikkelsen over en Zoom-forbindelse op til premieren på storfilmen, spurgte vi derfor skuespilleren ind til hans umiddelbare reaktion på afslutningen, da han først læste manuskriptet. Se hele interviewet nederst.
Her gjorde Mikkelsen det hurtigt klart, at han slet ikke forstod kritikken.
- Det, tænkte jeg, var helt perfekt. Det, kunne jeg ikke forestille mig, kunne være anderledes.
- Der er nogen, der har sagt, "ah det er lidt vildt," men det kan jeg slet ikke se. I de andre film drikker han af et bæger og får evigt liv. Og der er et spøgelse, der kommer til live.
- Jeg synes, at vi er meget tættere på virkeligheden her, afslutter skuespilleren.
Se desuden vores andet interview med Mikkelsen her, hvor han sidder overfor sin medstjerne Boyd Holbrook, der forgæves prøvede at imponere danskeren med sin viden om Vanløse.
'Indiana Jones and the Dial of Destiny' kan ses i biografen nu.