Nye krav til den næste James Bond overrasker: Skal være "ukendt"

Når det gælder ikoniske filmfranchises, er der få, der bærer samme vægt som James Bond. Mens andre actionserier som 'Mission: Impossible' eller 'The Bourne Identity' har begejstret et globalt publikum, er den elegante, martini-sippende MI6-agent i en liga for sig selv.
Siden Sean Connery første gang udtalte den udødelige replik "Bond… James Bond" i Dr. No fra 1962, er rollen blevet en filmisk institution, der fornyer sig for hver generation. Nu, med 'Bond 26' i horisonten, står den legendariske spion over for endnu en dramatisk fornyelse.
De seneste måneder har vi hørt opdateringer om udviklingen af den næste James Bond-film, som for første gang skal produceres af Amazon MGM Studios.
Fans er allerede kommet med mange forslag til, hvem der bør spille den næste 007, og de fleste af navnene er velkendte – kendte og delvist allerede etablerede stjerner.
Nu er dog kommet en ny rapport fra Deadline, der antyder, at den kommende James Bond-instruktør Denis Villeneuve og hans samarbejdspartnere leder efter et "friskt ansigt" til rollen.
Dvs. de leder efter en "ukendt" skuespiller, som muligvis vil være i slutningen af 20’erne eller begyndelsen af 30’erne, når filmen optages i 2027 - med planlagt premiere i 2028.
Rapporten nævner også, at skuespilleren skal være mand, britisk og med en imponerende fysik.
En kilde fortæller til mediet:
- Uanset hvem det bliver, skal han se ud, som om han kunne dræbe dig med de bare næver på et splitsekund. Fra det øjeblik du ser ham, skal det stå lysende klart.
Kilderne fortalte ydermere til Deadline, at Bond ikke nødvendigvis behøver at være hvid, og at det i sidste ende handler om, hvorvidt skuespilleren er den rette for Bond og den historie, som Villeneuve og manuskriptforfatter Steven Knight ønsker at fortælle.
Alt dette udelukker en lang række af de skuespillere, som har været rygtet til rollen, da de fleste enten ikke er "ukendte" nok eller falder uden for aldersspændet.
Bl.a. de mange navne, som har været kastet i 007-puljen, er Tom Holland, Aaron Taylor-Johnson og Taron Egerton. Men ud fra de kriterier, Villeneuve sigter efter, er det muligt, at ingen af dem er kvalificerede.
Ved at gå efter en skuespiller uden bagage fra andre blockbusters sikrer Amazon dog, at publikum ser James Bond – og ikke skuespilleren, der spiller ham. Det har historisk set fungeret godt for franchisen, da rollen har givet relativt ukendte mulighed for at blive stjerner, frem for at de allerede er defineret af andre karakterer. Hvilket vi jo bl.a. så ved den seneste til at indtage rollen, Daniel Craig.
Det forventes, at 'Bond 26' får premiere engang i 2028.








