Nyt dansk drama udtaget til filmfestivalen i Berlin
Den danske instruktør Frelle Petersen har allerede haft stor succes i udlandet med sine sønderjyske hjemstavnsfilm Onkel og Resten af livet. Nu skal Petersen igen have passet frem, når turen går til Tysklands hovedstad.
Instruktørens næste film, Hjem kære hjem, er nemlig udtaget til den prestigefyldte filmfestival i Berlin, der finder sted til februar 2025. Dermed afslutter Frelle Petersen sin hjemstavnstrilogi med manér, når filmen har sin verdenspremiere i Panorama-programmet på festivalen.
'Hjem kære hjem' handler om den 32-årige, fraskilte Sofie, der vil starte på en frisk og begynder som hjemmehjælper i et sønderjysk lokalsamfund, hvor hun bor sammen med sin datter Clara på 10 år.
Sofie er hurtig til at skabe relationer, både til de ældre borgere og sine kolleger, og hun mærker glæden ved at gøre en forskel. Men snart oplever hun også, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen. Da Sofie modtager en ubegrundet klage fra en pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor hendes omsorg for både de ældre og sin datter sættes alvorligt på prøve.
Sofie spilles af Petersens faste hovedrolleindehaver, Jette Søndergaard, der også fik stor ros for rollerne i 'Onkel' og 'Resten af livet'. De fleste roller i filmen er derudover castet i og omkring Tønder, hvor filmen også finder sted.
Den 75. Berlin International Film Festival løber af stablen fra 13. til 23. februar 2025.
'Hjem kære hjem' får biografpremiere den 19. juni 2025 som en del af Biografklub Danmarks program.
LÆS OGSÅ: Frelle Petersen har lavet en film om dem der (måske) vælger at blive tilbage
LÆS OGSÅ: Ny dansk film finder det livsbekræftende i sorgen: "Man skal dosere det tragiske med det morsomme"