Frelle Petersen har lavet en film om dem der (måske) vælger at blive tilbage
TOKYO. For to små uger siden tog vi turen hele vejen til Japan for at deltage i Tokyo International Film Festival, hvor den danske film Onkel ikke bare dystede i hovedkonkurrencen – den vandt sågar topprisen som årets bedste film!
Nu er turen så kommet til, at vi herhjemme endelig kan se dramaet om en ung sønderjysk kvinde, der bor sammen med sin onkel på et landbrug, men begynder at mærke et helt andet liv som dyrelæge i København trække.
Læs også vores interview om Onkel-holdets deltagelse i Tokyo
I den anledning bringer vi her et interview med instruktøren Frelle Petersen og hovedrolleindehaveren Jette Søndergaard, som vi mødte på øverste etage på Park Hyatt, hvor deres begges favoritfilm Lost in Translation foregik. Et med andre ord perfekt sted til en snak om film og at stå ved en skillevej i sit liv - som jo er netop det, ’Onkel’ handler om.
Frelle, hvordan opstod ideen bag ’Onkel’?
Det første, der falder mig ind, var de her historier, som jeg har hørt om, og som jeg selv kendte til. Om at flytte fra jævnstavnen for at forfølge en drøm. Mange oplever det, og man siger jo ofte, at dem der bor i København alle kommer fra Jylland. Fordi de har skulle studere - eller for mit vedkommende lave film. Så er der ikke mange muligheder i det sønderjyske. Jeg tog selv skridtet og kom fra Sønderjylland til København og oplevede, at selvom det bare er 300 km og to broer væk, så føles distancen stadig lang til at starte med. Man ser ikke så ofte sin familie og venner, og man bliver lidt ensom på en måde.
Men der er også dem, der vælger at blive tilbage af forskellige årsager, og det, synes jeg, var interessant. Jeg ville gerne finde frem til det moralske dilemma, der kunne ligge der. Der skulle være noget, der holdt den her unge kvinde tilbage i Sønderjylland, og det skulle gerne være en god ting. Så det blev til, at hun gerne ville tage sig af sin onkel, som har svært ved at klare sig selv, og samtidig har hun også brug for ham. Det synes jeg nemlig er en ædel handling på en eller anden måde. Men samtidig vil hun også gerne til København for at studere til dyrelæge, hvilket også er en fantastisk ting at kaste sig ud i. Så det var det her moralske dilemma: Hvad er det rigtige valg? At forfølge egne drømme, men vide at man måske svigter, og at han måske ikke kan klare sig og derfor kommer af med sin gård, som han altid har boet på? Eller skulle hun blive og hjælpe ham og have en dagligdag der hos ham? Den der kamp mellem skyldfølelser, det ville jeg gerne lege med.
Og så skulle det være meget autentisk på sønderjysk med brug af de lokale med specifikke dialekter inden for en radius på 15 km. Det er nemlig en helt anden dialekt, jeg snakker fra det østlige Sønderjylland. Sidste punkt var, at jeg havde arbejdet med Jette på min første film, og hun er jo fra det område, og derfor blev det en ung kvinde. Fordi jeg havde lyst til at skrive filmen til Jette. Og så lavede jeg en test med hende og hendes onkel for at få det helt autentisk, så man ikke skulle hyre en skuespiller til at spille onklen, som er ramt af et slagtilfælde.
… så Jettes virkelige onkel inspirerede dig til at gøre det til en onkel i stedet for en far fx?
Ja, præcis. Og det var en utraditionel konstellation, som startede spørgsmål som: ”Hvad er det her forhold, og hvorfor bor hun der?” Han endte med at blive en slags faderfigur. Den eneste hun har tilbage.
Men det handlede også om, at jeg var forelsket i det her slidte landbrug, den her gård, som vi faktisk også brugte i filmen ’Hundeliv’. Der fik jeg at vide, at i 2026 skal landbruget være afviklet og lukkes ned ifølge nye EU-regler. Så en ny æra starter op, og det gamle lukker ned, og det er jo helt vildt at tænke på, at den her film om det her meget traditionsbundne erhverv snart vil være et historisk portræt af Danmark.
Jette – jeg kan høre, du er blevet Frelles muse. Hvad var din reaktion, da du hørte om filmen?
Frelle præsenterer ideen for mig, og jeg bliver enormt beæret over, at han overhovedet havde tænkt på mig. Jeg er jo ikke kendt eller noget, så det var ret stort. Jeg synes også, det var en fantastisk historie, han havde i tankerne. Og så fulgte jeg med på sidelinjen, da han flyttede ned og boede på gården og sad i sin campingvogn og bare skrev. Så jeg kunne følge med i processen og i historien, mens den tog form. Jeg klappede i mine små hænder og følte mig smålykkelig.
Du er jo selv sønderjyde, synes du, der er behov for den her slags historier, som meget sjældent skildres?
Den bliver nemlig sjældent skildret, og det er super vigtigt - også at holde fast i vores dialekter for den sags skyld - så det ikke altid hedder udkantsdanmark, hvor alt er dødt og ingenting sker. Der er masser af dejlige mennesker, der bor der, og man kan sagtens lave en masse forskellige ting. Som fx at lave en superflot film. Så jeg håber, flere bliver inspireret af det her og tager ud og fortæller historier fra hele Danmark.
Frelle, hvor meget realisme er vigtigt for dig, hvor går skellet mellem fiktion og realisme?
For mig er det 100% en fiktionsfilm. Der er ikke dokumentariske elementer - jo, det er der så med Jette og hendes rigtige onkel og hans egen gård - men det er ikke det, der er mit fokus. Det var mere det der med at bruge benspænd, der var interessant for mig. Især det der med dialekten. Onklen og gården var mere inspirationskilder. Jette har heller ikke boet på det landbrug med sin onkel… og i virkeligheden er onklen en arbejdshingst af dimensioner. Født og opvokset på gården, som han overtog som 24-25-årig. Så hans rolle i filmen er mere svagelig, end han er i virkeligheden, selvom han faktisk går sådan. Men man låner af virkeligheden, fordi det er sjovt, og så opstår der sjove anekdoter. Et eksempel var, at i Jettes barndom på gården…
Jette: … når min mor og jeg besøgte hendes barndomshjem, og jeg kom med på en lille ferie…
Frelle: … der elskede Jette at lege frisør, og onklen stillede altid op som forsøgskanin. Så da jeg sidder midt i sin ensomhedskuller og hører det, får jeg skrevet en scene ind. En scene, hvor han skal klippe hende…
Jette: … han fik sin hævn.
Frelle: … og det var en fed scene at optage. For de stod der, og man kunne bare mærke, at han virkelig hyggede sig med det, og at de havde det sjovt. Og han klippede hende rigtigt. Men derudover har alt været nedskrevet i detaljer.
Vi har jo oplevet meget stærke reaktioner på filmen her i Tokyo. Hvad med de danske reaktioner?
Frelle: De fleste vil kunne relatere til hendes dilemma. Det er ikke nødvendigvis alle, der har stået i den præcis samme situation - at skulle passe på et andet menneske. Men i en eller anden art måske…
Jette: … nej, men alle kender jo til at skulle vælge mellem to gode ting. At miste noget for at opnå noget andet. Jeg forestiller mig også, at mange børnefamilier kan nikke genkendende til den problemstilling. Hvad er bedst for mine børn? Hvad er bedst for min karriere? Igen to gode ting, men sat op som et dilemma. Så det problem er ret universelt.
Frelle: Jeg snakkede med en, der havde set filmen. Han var vokset op i en rigtig pæn by i det Nordsjællandske, tror jeg, og han havde i starten af filmen tænkt, at det var meget eksotisk at se en film om landbrug og som viste en fuldstændig ukendt verden for ham, men efter en times tid var han endt med at være fuldstændigt investeret i den her unge kvinde, og så var den faktisk til sidst endt med at handle om ham selv. Det var fedt at høre. Folk forventer, at man skal se noget om folk, der er langt fra en selv, og så ender de med at have mere til fælles med dem, end de lige regner med. Og det håber jeg selvfølgelig gælder de fleste.