Omstridt amerikansk biografhit får nu dansk premiere
Mens Barbie og Oppenheimer virkede ustoppelige på indtjeningsfronten denne sommer, har det også lykkedes en mindre film at tage biografmarkedet med storm.
Sound of Freedom har genereret over 216 millioner dollars i globale billetindtægter siden dens amerikanske biografpremiere den 4. juli, og den har med sin store succes været et varmt emne både i filmverdenen og rent politisk.
Nu får vi i Danmark lov til at tage del i samtalen, når filmen får premiere i udvalgte biografer rundt om i landet d. 2. november.
Filmen er instrueret af Alejandro Monteverde og er en spændingsfyldt krimi-thriller baseret på den sande historie om en mand ved navn Tim Ballard, der sætter sit liv på spil for at redde børn fra sexhandlere i Colombia.
Efter at have reddet en dreng fra hensynsløse børnesmuglere, opdager Ballard, at drengens søster fortsat er fanget. Han beslutter sig for at påbegynde en farlig mission for at redde hende.
LÆS OGSÅ: Mesterværker og kontroversielle film: Disse nye titler fra Cannes kommer i de danske biografer
Da tiden løber ud, siger han sit job op, rejser dybt ind i den colombianske jungle og sætter sit liv på spil for at befri hende fra en forfærdelig skæbne.
Hovedrollen indtages af Jim Caviezel, der er kendt fra film som The Passion of the Christ og Den tynde røde linje.
Filmen vakte en del kontroverser ved dens udgivelse i USA, hvor kritikere beskyldte den for at pynte på virkeligheden om børneudnyttelse og for at opildne QAnon-konspirationsteorier.
Biografgængere har dog været voldsomt entusiastiske og har bl.a. givet filmen en utrolig 99% publikumsscore på Rotten Tomatoes.
LÆS OGSÅ: Prisuddeling trækker kontroversiel nominering tilbage efter voldsom kritik
Her i Danmark har der længe været stor efterspørgsel på filmen, og nu knap fire måneder efter dens originale udgivelse er den danske premiere nært forestående.
'Sound of Freedom' kan ses i udvalgte biografer d. 2. november.