Oprindelig hovedrolle er klar til at være med i ny Alene hjemme-film: Her er hans idé

Men er det nu også en god idé
20th Century Fox / Home Alone 2: Lost in New York
(© 20th Century Fox / Home Alone 2: Lost in New York)

Det er i år 35 år siden, at Macaulay Culkin indtog den sidenhen legendariske rolle som Kevin McCallister i juleklassikeren Home Alone, der på dansk har titlen 'Alene hjemme'. Han vendte tilbage i fortsættelsen Home Alone 2: Lost in New York fra 1992.

Det er siden da blevet til en lille håndfuld andre Home Alone-film, dog uden Macaulay Culkin som Kevin. Det bliver der måske nu lavet om på. 

Den i dag 45-årige skuespiller har nemlig for nyligt udtalt sig om en mulighed for, at han kunne vende tilbage i rollen som Kevin, der i originalerne som bekendt lægger fælder ud for at klare et par røvere.

Macaulay Culkin udtaler bl.a., at han altså ikke er "allergisk" overfor at vende tilbage i en Home Alone-fortsættelse, men at det i så fald skulle gøres helt rigtigt. Det skriver Variety.

Hvorvidt det så er en god idé, er en anden snak. Men her har skuespilleren imidlertid en idé til historien:

- Jeg er enten enkemand eller fraskilt. Jeg opdrager et barn og alt det der. Jeg arbejder virkelig hårdt, og jeg er ikke rigtig opmærksom nok, og barnet bliver sur på mig, og så bliver jeg låst ude.

Filmenes opfindsomme fælder vil naturligvis også komme i spil: "[Kevins søn, red.] vil ikke lukke mig ind ... og det er ham, der sætter fælder for mig," lyder det.

'Home Alone'
(© 'Alen Hjemme' / 20th Century Fox)

Således er der altså umiddelbart ikke tyveknægte på spil, men derimod Kevin selv, som nu må forsøge at forcere sin egen søns fælder for at slippe tilbage i huset og sikre julefreden. 

Macaulay Culkin uddyber:

- Huset er en slags metafor for vores forhold [hvor Kevin skal, red.] lukkes tilbage i sin søns hjerte. Det er det tætteste, jeg kommer på en kort pitch.

Chris Columbus, der instruerede de to første film, er dog imod, at der nogensinde skal laves en ny Home Alone-film, hvilket han udtalte tilbage i august i år.

"Jeg synes, det er en fejltagelse at forsøge at gå tilbage og genskabe noget, vi gjorde for 35 år siden," udtalte instruktøren, som altså nok ikke kommer til at stå bag en mulig fortsættelse med en voksen Kevin.

Nyeste film i biografen