Pilou Asbæk lander rolle i stjernespækket Hollywood-genindspilning

Pilou Asbæks i forvejen imponerende film- og serie-CV bliver ved med at vokse. Den danske skuespiller har netop landet en rolle i The Thomas Crown Affair. En storstilet genindspilning af Steve McQueen-klassikeren fra 1968.
Asbæk bliver en del af et stjernespækket hold, anført af Michael B. Jordan, der både spiller hovedrollen samt instruerer den romantiske kupfilm. Jordan debuterede bag kameraet med boksefilmen Creed 3, mens han tidligere i år har oplevet stor succes med biografhittet Sinners. Tom Cruise kaldte for nyligt Jordan for "en af fremtidens store filmstjerner".
Den danske skuespiller får ydermere følgeskab af Taylor Russell, Kenneth Branagh, Lily Gladstone, Danai Gurira og Aiysha Hart.
Michael B. Jordan præsenterede selv sit hold via et opslag på Instagram, hvor han samtidig annocerede at optagelserne var startet. Se det nederst.
Det bliver den tredje udgave af 'The Thomas Crown Affair', der også fik et remake i 1999 med Pierce Brosnan i hovedrollen.
Historien følger en playboy, der begår det ultimative kup, indtil han indleder en farlig affære med en sexet efterforsker.
Filmen har været mange år undervejs. Vi skrev første gang om projektet tilbage i 2016. Under årets CinemaCon udtalte Jordan om sin tilgang til projektet (via The Hollywood Reporter):
- Det her er ikke bare endnu en genindspilning. Det er den type film, der kræver et stort lærred.
'The Thomas Crown Affair' produceres i samarbejde med Amazon MGM Studios, og den forventes at blive en biograffilm – den optages bl.a. med IMAX-kameraer.
Det vides endnu ikke, hvilken rolle som Pilou Asbæk skal indtage. Den danske skuespiller er lige nu serieaktuel i Apple TV+'s storslåede sci-fi-serie 'The Foundation'.
'The Thomas Crown Affair' får biografpremiere den 5. marts 2027 i USA - en dansk premieredato afventes.








