Pixar-hit slår vild rekord: Er nu den største animationsfilm nogensinde
Efter 1,5 måned i biografen har Inderst inde 2 slået en vild rekord. Pixar-filmen har nemlig overhalet 'Frost 2' og kan nu kalde sig den største animationsfilm nogensinde.
Med en global indtjening på 1,462 milliarder dollars (over 10 milliarder kroner!) er efterfølgeren nu strøget helt til tops.
Disney dominerer top 10-listen over de største animationsfilm nogensinde med syv placeringer, hvoraf fem af disse er fra Pixar.
'Inderst inde 2' er også et stort hit herhjemme, hvor over 445.000 danskere indtil videre har set animationsfilmen i biografen. Baseret på antal solgte billetter er det den mest sete film i de danske biografer i 2024 indtil videre.
Filmen vender tilbage til Rileys sind, hvor store omvæltninger er på vej, da hun nu er blevet teenager. Hovedkvarteret skal pludselig ombygges for at gøre plads til noget helt uventet - nemlig nye følelser!
Glæde, Frygt, Vrede, Afsky og Triste, som længe har drevet et velsmurt maskineri, står pludselig over for deres hidtil største udfordring, da karaktererne Angst, Misundelse, Flove og Kedsomhed dukker op.
På toplisten over de mest indtjenende animationsfilm nogensinde finder vi udover 'Inderst inde 2' også Frost 2 (1,435 mia. dollars), Super Mario Bros Filmen (1,361 mia. dollars), Frost (1,285 mia. dollars), De Utrolige 2 (1,243 mia. dollars), Minions (1,159 mia. dollars), Toy Story 4 (1,073 mia. dollars), Toy Story 3 (1,067 mia. dollars), Grusomme mig 3 (1,034 mia. dollars) og Find Dory (1,029 mia. dollars).
'Inderst inde 2' er aktuel i biografen. Find dine billetter her på kino.dk.