Se første nervepirrende trailer til ny dansk film om 'Rejseholdet'

Den velkendte politistyrke Rejseholdet får snart sin helt egen spillefilm, og nu har Nordisk Film løftet sløret for traileren og plakaten til krimien fyldt med store danske stjerner.
Man har før kunne opleve efterforsknings-holdet på skærmen i form af en mindre populær serie i 1983 og efterfølgende den meget populære 'Rejseholdet' fra 00’erne, der fulgte et karismatisk hold af efterforskere.
I filmen Rejseholdet: Det første mord skruer man tiden tilbage til 1920'erne, hvor det første rejsehold bliver etableret af politiet.
Filmen kommer til at handle om den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup, der leder det nystartede Rejsehold, som hjælper det lokale politi med de sværeste efterforskninger i hele Danmark.
I et nedbrændt sommerhus i Esbjerg finder man et lig, hvilket får Otto og hans hold til at undersøge, hvad der viser sig at være en usædvanlig mordgåde. Det kommer til at afsløre magtkampe og korruption blandt byens overklasse, der kigger skævt til det nyopstartede hold af efterforskerer.
Se trailer og plakat nederst i artiklen.
I traileren ser man den nye stjerne-trio bestående af Alex Høgh Andersen, Mathilde Arcel og Nicolaj Kopernikus, der skal hjælpe hinanden med at løse mordet i Esbjerg trods alders- og køns diskriminationer i 1920'ernes Danmark.
Alex Høgh Andersen spiller Otto Himmelstrup, som var den allerførste leder af virkelighedens Rejsehold. Filmen er dog ikke baseret på en virkelig mordgåde trods dens rødder i den danske politihistorie.
Derudover kan man opleve Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Lars Ranthe, Katrine Greis-Rosenthal, Kristian Halken, Flemming Enevold og Niels Hausgaard på rollelisten.
’Rejseholdet: Det første mord’ er baseret på Jacob Jonias roman 'Den yderste grænse' fra 2023, og er instrueret af Christoffer Boe, samt skrevet Lasse Kyed Rasmussen og Christoffer Boe. Senest har Boe instrueret filmen Smagen af sult fra 2021 og serien ’Forhøret’, der fik sin afslutning i 2023.
Han er ikke ukendt med den populære krimigenre, da han også instruerede Afdeling Q-thriller Journal 64 fra 2018.
Rejseholdet: Det første mord er en del af Biografklub Danmark.
'Rejseholdet - Det første mord' får biografpremiere den 4. september.
Se plakaten og traileren herunder:
