Se første trailer til Minecraft-filmen: Jason Momoa har det flotteste hår i populært spilunivers

Jack Black og andre sjove stjerner er også med
Warner Bros. Pictures / A Minecraft Movie
(© Warner Bros. Pictures / A Minecraft Movie)

Til næste år venter A Minecraft Movie i biografen. Filmen er - som titlen indikerer - baseret på netop det yderst populære spil 'Minecraft', der med sine 350 mio. solgte kopier ifølge Wikipedia er det bedst sælgende spil nogensinde.

I spillet kan man som bekendt bygge lige, hvad man har lyst til, mens man også kan konkurrere mod andre. Kun fantasien sætter grænser - selvom mulighederne synes uendelige i det farverige univers.

Nu er den første trailer til filmen landet. Den lover i den grad sjov og ballade i det kulørt klodsede univers.

Se den første trailer til 'A Minecraft Movie' nederst i artiklen.

I 'A Minecraft Movie' møder man fire outsidere, der en dag hives gennem en mystisk portal og ender i det bizarre og kubistiske eventyrland Overworld, der drives af fantasi. 

For at komme hjem igen bliver de nu nødt til at mestre denne verden, hvorfor de begiver sig ud på en magisk mission med den såkaldte ekspert crafter Steve.

Eventyret udfordrer alle fem til at finde ind til det, der gør hver af dem unikt kreative, hvilket netop er de færdigheder, som de skal bruge for at komme tilbage i den virkelige verden.

Der er flere sjove stjerner med i filmen, hvor man kan se frem til at møde Jason Momoa ('Aquaman', 'Fast X', 'Dune'), Jack Black ('School of Rock', 'Kung Fu Panda', 'Jumanji', 'Nacho Libre'), Kate McKinnon ('Barbie', 'The Spy Who Dumped Me'), Jennifer Coolidge ('The White Lotus') og Jemaine Clement ('What We Do in the Shadows', 'Moana').

Øvrige navne tæller bl.a. også Danielle Brooks ('Farvel lilla'), Emma Myers ('Wednesday') og Sebastian Eugene Hansen ('Just Mercy').

I instruktørstolen finder man Jared Hess, der har herligt skæve og vildt sjove film som bl.a. Napoleon Dynamite, Nacho Libre og Gentlemen Broncos på cit CV.

'A Minecraft Movie' har biografpremiere til april i 2025.