Skaberne bag ny animationsfilm: "Der er helt sikkert nogen, der kommer til at blive stødt"
Den danske animationsfilm Blokhavn blev et biografhit tilbage i 2020, hvor den solgte over 93.000 billetter. Nu er kultfænomenet Gigis tilbage med opfølgeren Shabholm, der igen følger Ali og hans vennegruppe.
I anledning af filmens premiere havde vi Adrian Hosseinpour, Malthe Emil Kibsgaard og Troels Unneland fra Gigis på besøg til en snak om bl.a. deres største inspiration, hvordan de har håndteret brugen af virkelige personer i filmen og de mest provokerende detaljer. Se hele interviewet nederst.
Gigis har parodieret en række kendte danskere i 'Shabholm', mens filmens skurk Pia Støjmund stiller skarpt på flere højreorienterede politikere. Men ifølge Troels Unneland tænker gruppen aldrig, at de skal gå over nogen grænse.
- Der er ikke noget, vi rigtig er bange for. Vi har prøvet at få masser af hate for vores YouTube-videoer. Så vi er ikke rigtig bange for at træde folk over tæerne.
- Vi vil bare gerne lave noget, som vi selv synes er sjovt. Og så vil vi altid gerne sparke opad og aldrig sparke nedad.
Gigis filmunivers er bl.a. blevet kaldt for "provokerende" og til spørgsmålet om det mest provokerende ved 'Shabholm', peger gruppen på netop filmens parodi af den politiske højrefløj.
- Det mest provokerende ved filmen er nok, at vi går så meget efter højrefløjen. Der er helt sikkert nogen, der kommer til at blive stødt og sige, at vi aldrig skulle have fået støtte til at lave denne her film.
- Vi har erfaring med at støde højrefløjen, og de holder sig ikke tilbage på Facebook og sådan noget. De kommer nok efter os lidt.
- Men vi har ikke lavet filmen for at støde dem. Vi har bare lavet, hvad vi synes var sjovt. Og vi gør det ikke for at være provokerende, vi gør det bare for at lave en film, som vi selv kan stå inde for og komme ud med vores ærlige budskab.
- Vi synes, det er sjovt at gøre grin med de her mennesker, fordi de er sjove. Og de kommer med nogle meget ekstreme udtalelser, og det synes vi er sjovt at have med i vores tegnefilm.
I 'Shabholm' er vennegruppens shababs trætte af Danmark, da de ofte oplever diskrimination. Så da de hører, at oliesheiken Erkan Mosque har købt Bornholm og forvandlet øen til et mellemøstligt ferieparadis kun for udlændinge, tager de straks dertil.
Deres danske ven Davito har dog svært ved at forstå, hvordan det ægte føles at være en shabab. Lige indtil at rollerne bliver byttet om, og han for første gang oplever at blive afvist ved Shabholmerfærgen.
Men er paradiset mon for godt til at være sandt, når Pia Støjmund vil lukke grænsen til Shabholm? Og hvad er Blokhavn overhovedet uden shababs?