Stjerne spiller Bruce Springsteen i ny film: Én samtale blev afgørende

Biografiske film om legendariske musikere er en populær genre, der indtil videre har bragt publikum historierne om bl.a. Freddie Mercury (Bohemian Rhapsody), Elvis Presley (Elvis), Amy Whinehouse (Back to Black), Johnny Cash (Walk the Line), Elton John (Rocketman) og Bob Dylan (I'm Not There, A Complete Unknown).
Nu er turen kommet til det amerikanske musikikon Bruce Springsteen, der bliver portætteret af The Bear-stjernen Jeremy Allen White i Springsteen: Deliver Me From Nowhere.
Kino.dk var inviteret til London af Walt Disney Pictures til en snak med Allen White om hans transformation til Bruce Springsteen, som selv har stillet sig til rådighed for skuespilleren og resten af produktionen. Og især en samtale blev et holdepunkt for Allen White, da han fandt ud af, hvad de to havde til fælles.
Se hele videointerviewet nederst.
- Jeg spurgte ham ind til den periode i filmen, hvor han kører tværs over landet med Matt Delia på vej til Los Angeles. Og han fortalte, at de er til et county fair, og at han der får noget, der blev beskrevet som et angstanfald, fortæller skuespilleren.
Allen White spurgte herefter nærmere ind til, hvad der foregik i Springsteens hoved under den oplevelse.
- Han svarede, "Pludselig følte jeg mig som en outsider, som en tilskuer i mit eget liv. Jeg følte ingen egentlig tilstedeværelse. Jeg følte mig virkelig fanget og adskilt fra min egen oplevelse."
Samtalen havde stor betydning for Allen Whites senere præstation i filmen, da han selv har døjet med de samme udfordringer, og derfor pludselig havde fundet noget, de to havde til fælles.
- Det var en følelse, jeg kendte. Eller som jeg i perioder af mit liv har kendt.
- I begyndelsen spørger man jo sig selv: Hvad har jeg egentlig til fælles med Bruce Springsteen? Og det er et svært spørgsmål at stille sig selv, fordi han er sådan en ikonisk figur.
- Men i det første møde delte han noget med mig, hvor jeg tænkte: "Åh, det her kender jeg." Det her er noget, han og jeg har til fælles. Og i det øjeblik fandt jeg ligesom et holdepunkt og en slags selvtillid.
'Springsteen: Deliver Me From Nowhere' følger Bruce Springsteen under tilblivelsen af hans Nebraska-album fra 1982, hvor han var en ung musiker, der kæmpede med at forene presset fra succesen med fortidens spøgelser.
Filmen er en filmatisering af Warren Zanes bog af samme navn og har udover Jeremy Allen White også bl.a. Jeremy Strong, Paul Walter Hauser og Stephen Graham på rollelisten.
'Springsteen: Deliver Me From Nowhere' kan ses i biografen fra den 23. oktober.








