Stort amerikansk medie spår gode Oscar-chancer til Danmark

'Bastarden' udset til succes
Bastarden
(© Henrik Ohsten / Nordisk Film)

Selvom næste års Oscar-show først finder sted natten mellem den 10. og 11. marts 2024, er gættearbejdet omkring potentielle nomineringer allerede i fuld gang.

Således har det anerkendte amerikanske medie IndieWire sat deres Oscar-ekspert Anne Thompson til at kigge nærmere på en række kategorier, rangerende fra Bedste film til skuespillere og instruktør.

Deriblandt har Thompson forsøgt at forudse, hvilke film, der vil blive nomineret til Bedste internationale film.

Danmarks kandidat til den kategori er i år Nikolaj Arcels storfilm Bastarden med Mads Mikkelsen. Thompson ser faktisk filmen som en favorit til en nominering.

'Bastarden' har da også allerede været vist på adskillige festivaler rundt om i verden. 

Bl.a. var det historiske drama som den første danske film i 33 år med i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Venedig. En oplevelse Mads Mikkelsen fortæller nærmere om i vores interview med den danske stjerne.

Hvis 'Bastarden' ender med at få en Oscar-nominering, vil den stå overfor en række store titler fra hele verden. Bl.a. de prisbelønnede Cannes-film The Zone of Interest (Storbritannien), 'The Taste of Things' (Frankrig) og Perfect Days (Japan) samt 'The Monk and the Gun' (Bhutan) og Lærerværelset (Tyskland).

Se alle IndieWires forudsigelser her.

'Bastarden' foregår i 1755, hvor det er Frederik 5's største ønske at kolonisere og civilisere den jyske hede, derfor begiver den fattige kaptajn Ludvig Kahlen sig afsted for at opdyrke heden.

Det viser sig dog at være en større udfordring, da jorden er gold, mens både ulve og lovløse hærger landet. Han får sig desuden hurtigt en fjende i den frygtindgydende godsejer Frederik de Schinkel, der forsøger at tvinge Kahlen væk.

Da Schinkels husholderske Ann Barbara løber væk og søger tilflugt hos Kahlen, formes der et stærk bånd mellem de to. Sammen tager de nu kampen op.

'Bastarden' er den første dansksprogede film fra den danske instruktør Nikolaj Arcel siden hans yderst succesfulde En kongelig affære.

Mads Mikkelsen og Amanda Collin har hovedrollerne overfor bl.a. Simon Bennebjerg, Gustav Lindh og Kristine Kujath Thorp.

Det Amerikanske Filmakademi annoncerer de endelige nominerede den 23. januar. Uddelingen finder sted natten mellem den 10. og 11. marts 2024.

'Bastarden' har dansk biografpremiere den 5. oktober.

Anbefalet til dig