TV 2 afslører: Dansk hitserie vender tilbage med ny sæson

Dramaet rykker til Jylland
Danefæ
(© Foto: Henrik Ohsten / TV2)

Den danske serie Danefæ med to af Danmarks største skuespillere i front blev en stor seersucces på TV 2 sidste år, hvor omkring en million danskere så med hvert afsnit.

TV 2 afslører nu i en pressemeddelse, at en anden sæson om arkæologerne er på vej i 2027/2028 med Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen tilbage i rollerne som Ester og Michael.

'Danefæ' breder sig denne gang til Jylland, da Ester efter sin store Thyra-opdagelse i første sæson nu headhuntes til udgravningsleder ved det progressive Moesgaard Museum ved Aarhus. 

Hendes arbejde kompliceres dog af, at det også er her, eksmanden Michael har søgt ly efter udstillingsskandalen med Harald Blåtand på Nationalmuseet.

Den nye arena på Moesgaard viser sig at være en nådesløs kampplads efter Ester er trådt ud af skyggen og er klar til selv at gribe efter magten i drømmejobbet. Men er hun klar til betale magtens pris?

Danefæ
Storm (Carl Tange), Bitten (Birthe Neumann), Ester (Lene Maria Christensen), Michael (Anders W. Berthelsen) og Liva (Fanny Bornedal) (© Christian Geisnæs / TV 2)

Den første sæson tændte for danskernes interesse for arkælogi og fortiden, og både Vikingemuseet Ladby ved Kerteminde og Kongernes Jelling oplevede et stigende besøgstal efter seriesuccesen.

Udover Christensen og Berthelsen vender også Birthe Neumann, Fanny Bornedal, Carl Tange, Petrine Agger, Sara Fanta, Joen Højerslev, Tina Gylling og Mathias Bøgelund tilbage i deres roller fra første sæson.

Katinka Lærke Petersen, Lone Rødbroe, Simon Kongsted og Victor Madsen er nye navne på rollelisten.

Lars K. Andersen vender tilbage som hovedforfatter på den nye sæson, der instrueres af Mads Mengel og produceres af Uma Film ved producer Claudia Saginario med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn. 

Sæson 2 af 'Danefæ' forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2027/2028.

Nyeste film i biografen