Viggo Mortensen laver episk film med tidens største popstjerne

Dansk-amerikanske Viggo Mortensen kommer i godt selskab, når han skal spille med i det kommende historiske drama Porto Rico.
Filmen har nemlig også verdensstjerner som Edward Norton og Javier Bardem på rollelisten samt den puertoricanske musiker og skuespiller Bad Bunny, som her får sin debut i en hovedrolle. Det skriver Variety.
Den 31-årige musiker har haft mindre roller i bl.a. actionfilmen Bullet Train med Brad Pitt og i instruktør Darren Aronofskys Caught Stealing med Austin Butler og Zoë Kravitz.
Bad Bunny leverede desuden det store halvlegsshow til Super Bowl tidligere i år, hvilket har fået popstjernen på alles læber. I forlængelse af sit show satte sangeren rekord på Spotify med 1,43 milliarder streams på kun én uge.
Filmen bliver beskrevet som en "episk caribisk western" og en "gribende fortælling inspireret af sande begivenheder" om Puerto Ricos oprindelse.
Filmen instrueres af puertoricanske Residente, hvis borgerlige navn er René Pérez Jogla. Han får med 'Porto Rico' sin spillefilmsdebut i instruktørstolen. Han er desuden også rapper og har tidligere instrueret en lang række musikvideoer.
Det er dog bestemt ikke uerfarne kræfter, der er med bag kameraet, da Residente har skrevet filmen med Alexander Dinelaris, der vandt en Oscar for sit manuskript til Birdman.
Alejandro González Iñárritu, der instruerede netop 'Birdman' og den Oscar-vindende The Revenant, er desuden producer på 'Porto Rico'.
Edward Norton fortæller, at filmen befinder sig i traditionen af film som gangster-klassikeren The Godfather og den storslåede Gangs of New York.
Der er pt. ikke annonceret en premieredato for 'Porto Rico'.








