Viggo Mortensen om det bedste råd, han har fået: "Jeg forstod det ikke"

Interview med den biografaktuelle stjerne
'Til verdens ende'
(© Foto: Marcel Zyskind / Scanbox)

Viggo Mortensen er lige nu aktuel i de danske biografer med sin anden spillefilm som instruktør, nemlig westernfilmen Til verdens ende.

I den anledning besøger Hollywood-stjernen Danmark, bl.a. til en turné rundt i flere af landets biografer, hvor han præsenterer og diskuterer sin nye film.

Vi fik ligeledes mulighed for at tale med dansk-amerikaneren, der udover at instruere og medvirke i den biografaktuelle film, også har forfattet og produceret den samt skrevet musikken.

Vi kom bl.a. ind på de danske forbindelser, som 'Til verdens ende' indeholder (læs mere om dem her), men også hvordan det var at stå bag kameraet for 2. gang - og det bedst råd, som han har fået på sin vej.

"Det har været min filmskole"

I 2020 debuterede Viggo Mortensen som instruktør med Falling, og da vi spørger ham, hvorvidt anden gang som leder af filmproduktionen har været en anderledes oplevelse, er svaret klart:

- Nej, det har været det samme. Jeg startede meget sent med at instruere. Og det har nok været godt, fordi jeg har lært fra og har arbejdet med virkelig gode instruktører. Mænd og kvinder fra forskellige steder, der laver forskellige slags film. 

- Men de bedste er altid gode til at forberede optagelsen, og de forbliver åbne overfor kommentarer og ideer fra deres hold og fra skuespillere. Så jeg har taget alt det i betragtning, og det har været min filmskole. Så da jeg lavede den første film, så var jeg klar. Jeg blev ikke overrasket over, hvordan det var at lave film. Jeg havde set, hvordan det kan gøres på en effektiv måde.

Men ved nærmere eftertanke, forklarer Viggo:

- Måske var det, der var anderledes ved denne, at jeg vidste, hvad jeg ville gøre med musikken, og at den kunne laves lang tid før, optages og bruges som guide til optagelsen og selvfølgelig til klipningen af filmen.

- I det hele taget så var jeg mere klar til at stå på mine egne beslutninger til sidst, altså efter jeg har hørt fra alle. Jeg følte mig lidt mere sikker med hensyn til at tage beslutninger - både undervejs gennem optagelserne og også i klipperummet.

Til verdens ende
(© Scanbox)

Et vigtigt møde

'Falling' udkom i 2020, hvor den blev ramt af COVID-epidemi og nedlukkede biografer. Derfor gik Viggo Mortensen lidt mere radikalt til værks. Han ville nemlig gerne høre, hvad folk syntes om hans værk.

Den 65-årige skuespiller sendte derfor filmen rundt til diverse filmskabere, og efterspurgte deres respons. Flere tog ham på ordet, så filmen og diskuterede den med Viggo Mortensen efterfølgende:

- Jeg har lært mange forskellige ting af det. De fleste syntes, at den var interessant. Nogen synes den måske var for hård. Men den måde vi fortalte historien på, syntes de, fungerede.

Det bedste råd kom dog ikke fra dette smarte træk, men derimod ved et tilfældigt møde på et fly. Viggo Mortensen fortæller:

- Hun så den ikke, men før vi lavede optagelserne, så mødte jeg Agnès Varda, den franske instruktør. Det var kort, før hun døde faktisk. Og jeg sad på et fly med hende. 

- Hun var med sin datter. Hendes datter vidste, at jeg var beundrer af hendes mors arbejde som instruktør, og så spurgte hun, om jeg ville bytte plads og sidde med hendes mor. Tre timer blev det nok, hvor vi snakkede om film og alt muligt, og jeg fik lov at spørge hende om en helt masse.

- Hun spurgte så, hvad det var, jeg skulle. Hvad der var min næste rolle? Og så fortalte jeg, at jeg faktisk skulle instruere en film. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg også skulle spille i den. Så sprugte hun: "Fra noget du har skrevet?". Jeg svarede: "Ja, jeg har skrevet manuskriptet". 

Vardas respons overraskede Viggo:

- "Nå, nå. Det er fint. Du skal være forsigtig og ikke vise publikum noget". Så tænkte jeg over det. Jeg forstod det ikke rigtigt. Så sagde jeg, "Jamen, det er visuelt. Det er film jo, hvad mener du? Jeg skal ikke vise publikum noget?"

- Og hun svarede: "Jeg mener, du skal ikke tænke på at vise dem noget. Du skal bare gøre tingene. Fortælle på en måde, så de selv bliver interesseret i at se noget". Og det har jeg tit tænkt på undervejs under begge film.

Den legendariske instruktør Agnès Varda, der bl.a. stod bag den franske nybølgefilm Cleo fra 5 til 7 og gik bort i 2019, har altså på sin egen måde været med til at sætte præg på Viggo Mortensens filmkunst.

'Til verdens ende' følger den selvstændige kvinde, Vivienne (Vicky Krieps), der indgår i et forhold med den danske immigrant Holger Olsen (Mortensen). De starter et liv sammen i en lille landsby i Nevada.

Den amerikanske borgerkrig skiller dem ad, da Olsen beslutter sig for at kæmpe for Unionen, og efterlader Vivienne alene i byen, der er kontrolleret af en korrupt borgmester, ranchejeren Alfred og hans søn.  Da Olsen vender tilbage, må de konfrontere de ændringer, krigen har medført. 

'Til verdens ende' kan opleves i biograferne nu. Køb dine billetter her på kino.dk.

Køb billetter