36 år senere: Se skuespillerne fra 'Beetlejuice' dengang og i dag
I år er det hele 36 år siden, at Tim Burton forførte os med sin charmerende gyserkomedie Beetlejuice i 1988.
Nu vender "the ghost with the most" så tilbage i fortsættelsen Beetlejuice Beetlejuice, som får biografpremiere i denne uge.
Find dine billetter til 'Beetlejuice Beetlejuice' på kino.dk her.
Det er ikke kun Tim Burton, der er tilbage i instruktørstolen. Danny Elfman vender ligeledes tilbage som komponisten bag filmens fortryllende score.
På skuespillerfronten bliver det også til flere gensyn.
Her finder man igen Michael Keaton som den sprælske Beetlejuice, Winona Ryder er Lydia Deetz, mens Catherine O'Hara vender tilbage som Lydias stedmor Delia.
Men hvor meget har egentlig ændret sig for ovenstående trio siden sidst? Det kigger vi nærmere på herunder, når vi ser på stjernerne og deres karakterer dengang og i dag.
Michael Keaton som Beetlejuice
Det bramfrie spøgelse Beetlejuice er sit gode gamle gakkede jeg. Han er stadig uforudsigeligt løssluppen og et yderst sprælsk bekendtskab med sin del af tricks oppe i ærmet.
Siden rollen som Beetlejuice har Michael Keaton i den grad været aktiv på den store filmscene.
I årene efter filmen indtog han endnu et samarbejde med Tim Burton i 'Batman' og 'Batman Returns', hvor han som bekendt indtager den ikoniske titelrolle.
Det er ikke kun den anerkendte instruktør Tim Burton, som Michael Keaton har arbejdet med. Bl.a. tæller listen over store filmskabere også Quentin Tarantino med 'Jackie Brown'.
Michael Keaton har i nyere tid lavet 'Birdman' med den Oscar-vindende instruktør Alejandro G. Iñárritu. Filmen indkasserede fire Oscars, mens den i dag 73-årige skuespiller blev nomineret for sin hovedrollepræstation.
Det er ikke kun superhelte og vittige spøgelser, Michael Keaton har portrætteret. Det er bl.a. også blevet til skurken Vulture i 'Spider-Man: Homecoming', mens både han og serien 'Dopesick' fra 2021 har fået en meget positiv modtagelse.
Nå ja, og så gentog han også lige rollen som Bruce Wayne alias Batman i 'The Flash' fra 2023.
Winona Ryder som Lydia Deetz
Siden sidst er Lydia blevet voksen og har fået sit eget paranormale tv-show. Spøgelserne og det overnaturlige har således fulgt hende ind i voksenlivet, hvor hun stadig har sit sorte hår med det takkede pandehår.
Winona Ryder er stadig arbejdsom som skuespiller. Det har hun været siden rollen som Lydia Deetz. Bl.a. i den satiriske og sorthumoristiske ungdomskomedie 'Heathers' fra 1988.
Det er også blevet til flere film med Tim Burton. Her finder man bl.a. den ligeledes goth-glade 'Edward Scissorhands' fra 1990 overfor Johnny Depp i titelrollen.
Listen med stærke film er lang og tæller bl.a. også den romantiske komedie 'Mermaids' fra 1990 med Cher, auteuren Jim Jarmuschs 'Night on Earth' i 1991, Francis Ford Coppolas 'Bram Stoker's Dracula' i 1992 og Martin Scorseses 'The Age of Innocence' i 1993.
Hun blev i ovenstående periodedrama endda Oscar-nomineret for sin rolle. Det blev hun ligeledes for sit portræt i 'Little Women' fra 1995.
Selv danske Bille August har haft Winona Ryder på rollelisten i 'Åndernes hus' fra 1993, mens hun også har været at finde i både Star Trek-universet og Alien-franchisen med 'Star Trek' i 2009 og 'Alien Resurrection' i 1997.
Listen er endnu længere, hvor man bl.a. også bør fremhæve coming-of-age-dramaet 'Reality Bites' fra 1994, den tragiske 'Girl, Interrupted' fra 1999 og 'Black Swan' i 2010.
I nyere tid vil mange nok have stiftet bekendtskab med den i dag 52-årige skuespiller i Netflix-serien 'Stranger Things'.
Catherine O'Hara som Delia Deetz
Allerede i den første 'Beetlejuice' udfoldede Delia Deetz sig som kunstner og skulptør. I de mere end tre årtier, der nu er gået, har hun opnået stor succes med sin krøllede kunst. Hun er fortsat lige kulørt, småforvirret og excentrisk.
Med mere end 100 skuespillerkrediteringer har også Catherine O'Hara haft travlt på arbejdet siden 1988. Det gælder både på film, i serier og som stemmeskuespiller.
Mange vil nok også kende hende som den febrilske mor i Home Alone-filmene fra henholdsvis 1990 og 1992.
Selvom hendes flotte CV måske ikke byder på en lang række af de helt store roller, så har hun altid beriget sine projekter med sin unikke tilstedeværelse.
Fra bl.a. også stop-motion-eventyret 'The Nightmare Before Christmas' i 1993 til en rolle i den vilde western-film 'Wyatt Earp' med Kevin Costner fra 1993.
Videre til den fabelfantastiske 'Where the Wild Things Are' fra 2009 og Tim Burtons stop-motion-familiefilm 'Frankenweenie' fra 2012.
Catherine O'Hara har i den grad givet sin stemme liv i sin del af andre film.
Her finder man bl.a. 'Chicken Little' i 2005, 'Monster House' og 'Over the Hedge' - begge fra 2006 - videre til 'The Addams Family' i 2019 og Pixars 'Elementært' fra 2023, mens hun senere i år kan opleves som Pinktail i animationsfilmen Den vilde robot.
Find dine billetter til 'Beetlejuice Beetlejuice' på kino.dk her.