
4 nye film du kan se i biografen denne uge
Kærlighed, skyld og et gensyn med gamle venner
Denne uge er der rigeligt at glæde sig til, når fire fortællinger folder sig ud på det store lærred.
Vi skal tilbage på børneværelset, hvor Woody, Buzz og resten af slænget er klar til at tage kampen op mod teknologien. Toy Story får nemlig sit femte kapitel, og denne gang kommer truslen fra Lilypad – en snu tablet, der vil lokke børnene væk fra det gode gamle legetøj.
Vi bliver hvirvlet ind i et kærlighedsdrama med Danica Curcic og Lars Ranthe i hovedrollerne, hvor anklager om seksuelt magtmisbrug slår sprækker i forholdet. Vi møder en mørkere og mere kompromisløs udgave af Englands mest sagnomspundne fredløse i et portræt, der vender vrangen ud på legenden. Og så går turen til kærlighedens by, Paris, hvor et fransk drama er under opsejling.
Herunder er et overblik over de 4 nye premierefilm i uge 25:
Vores løfte - biografpremiere den 18. juni
Da en tidligere svømmestjerne og nuværende tv-vært oplever, at hendes mand og tidligere træner bliver centrum for en række offentlige anklager om seksuelt magtmisbrug i en kommende bog, trues hele hendes livsfundament.
For hvad gør man, når tvivlen sætter ind? Kan man stadig stole på den, man elsker? Og kan kærligheden overvinde alt?
Kærlighedsdramaet har Danica Curcic og Lars Ranthe i hovedrollerne som parret, der pludselig står overfor den højtprofilerede sexskandale.
'Vores løfte' er en del af Biografklub Danmarks program.
Toy Story 5 - biografpremiere den 18. juni
I den nye Toy Story-film kommer truslen ikke fra en ny action-figur eller en blød bamse, men fra noget langt større: digitaliseringen.
Legetøjet kæmper her for at holde sig relevant i en verden, hvor skærme og gadgets fylder mere og mere på børneværelset. Så hvad stiller gode gamle Woody, Buzz Lightyear og alle de andre nu op?
De velkendte og originale stemmer er tilbage. Tom Hanks er atter Woody, Tim Allen er Buzz Lightyear og Joan Cusack lægger stemme til Jessie. Filmen vises også med dansk tale.
The Death of Robin Hood - biografpremiere den 18. juni
'The Death of Robin Hood' er en mørk og kompromisløs nyfortolkning af den klassiske fortælling om Englands mest sagnomspundne fredløse, som her spilles af Hugh Jackman.
Der ingen romantiseret helt eller vittig gavtyv i denne version, men nærmere et portræt af en plaget mand, der ser tilbage på et liv præget af vold, kaos og død.
Robin Hood er blevet en myte, han ikke længere kan bære, og filmen kredser om skyld, forsoning og prisen for et liv levet i oprør.
En skønne dag - biografpremiere den 18. juni
På kanten af 40'erne er Cécile ved at tage hul på et nyt kapitel i sit liv. Kun få dage før hun åbner sin egen restaurant i Paris, modtager hun dog besked om, at hendes far er blevet syg. Hun må derfor rejse tilbage til sin barndomsby.
Langt fra trængslen og travlheden i Paris støder hun ind i Raphaël - hendes store kærlighed fra ungdomsårene - som stadig hænger ud med deres gamle fælles venner.
Langsomt vækkes gamle minder til live - og hendes fasttømrede tro på, at det perfekte liv findes i Paris, udfordres stille og roligt.