Efter talrige forsinkelser: Endelig godt nyt om 80'er-fortsættelse

Mel Gibson udtaler sig
Lethal Weapon 4
(© Lethal Weapon 4 / Warner Bros.)

Det er efterhånden et stykke tid siden, at vi første gang hørte om en femte film i serien Lethal Weapon (på dansk 'Dødbringende våben').

Siden har der været adskillige bump på vejen og forsinkelser. Mest tragisk var det, da filmens instruktør Richard Donner døde 5. juli 2021.

Nu er der dog positivt nyt fra filmens ene stjerne, Mel Gibson. Han bekræfter nemlig, at han overtager roret som instruktør og manuskriptforfatter på Lethal Weapon 5.

Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, idet han allerede tidligere har været på tale til tjansen, men nu har Gibson altså selv udtalt til Inspire Me-podcasten, at han tager førertrøjen på projektet:

- Jeg kommer til at instruere den femte film i Lethal Weapon-serien, afslørede Gibson. 

- Richard Donner, der lavede de andre fire, døde desværre, og han var en god ven. Og han pålagde mig ligesom at bære flaget hjem på den. Så det vil være en ære for mig at gøre det. 

Gibson dykkede ned i processen med at udvikle manuskriptet, som Donner havde påbegyndt inden sin bortgang:

- Han var kommet et godt stykke ind i manuskriptskrivningen, og vi har brugt det, der var der. Vi blev ved med at kigge på det, arbejde med det, og jeg er ret glad for det. Det er godt, jeg havde det meget sjovt at skrive det, udtaler Gibson i podcasten.

En god nyhed for os fans af de tidligere fire film, at essensen fra Donners manuskript stadig er at finde. Dermed kan vi forvente den stil, der har gjort Lethal Weapon til de ultimative buddy-cop-film.

Netop stilen er noget, Mel Gibson også kommer ind på:

 - Det er sjovt, men det er også ret alvorligt. Det tackler også nogle svære emner, så jeg ser frem til det. 

Blandingen af komedie og action har vi set i adskillige efterfølgende politifilm (okay, biografhittet 48 Hrs. nogle år tidligere gjorde det også, så Gibson og Co. kan ikke tage al æren), og senest er formlen brugt i den biografaktuelle Bad Boys 4: Ride or Die.

Lethal Weapon-serien går tilbage til 1987, hvor vi første gang mødte den kække betjent Martin Riggs og hans noget mere trætte partner Roger Murtaugh, henholdsvis Mel Gibson og Danny Glover i Lethal Weapon.

80'er-succesen blev fulgt op af fortsættelser i 1989, 1992 og senest i 1998

I Lethal Weapon 5 vender Gibson og Glover tilbage i deres respektive roller. Filmen har endnu ingen premieredato.