Endelig! Se første trailer til Parasite-instruktørs nye film 'Mickey 17'
Helt tilbage i januar 2022 blev det annonceret, at den Oscar-vindende instruktør Bong Joon-Ho, der fik sit store internationale gennembrud med thrilleren Parasite, arbejdede på sin næste film.
Vi vidste på daværende tidspunkt ikke meget andet, end at den havde titlen Mickey 17 og byggede på Edward Ashtons bog 'Mickey 7'.
Men bare det faktum, at manden bag 'Parasite' snart ville vende tilbage med en ny film, var nok til at få filmfans verden over til at gå ud af deres gode skind af spænding.
Ovenikøbet blev det afsløret, at hovedrollen skulle spilles af en af verdens største skuespillere, nemlig The Batman-stjernen Robert Pattinson.
Spændingen har næsten været uudholdelig, og filmen har lige siden været en af de mest ventede i verden – især på grund af flere forsinkelser.
Men nu er der endelig kommet en officiel trailer, der giver det første reelle indtryk af filmen.
Se traileren til 'Mickey 17' nederst i artiklen.
'Mickey 17' er en science fiction-film baseret på romanen 'Mickey 7' af Edward Ashton, som handler om en disponibel medarbejder på en menneskelig ekspedition sendt for at kolonisere is-verdenen Niflheim.
I bogen følger vi hovedpersonen Mickey og hans syv forskellige inkarnationer, men som traileren antyder, dør Robert Pattinsons version af Mickey markant flere gange.
Traileren til 'Mickey 17' starter med, at vi ser Robert Pattinson på rumvandring uden for, hvad der ligner en stor rumstation, a la noget fra Star Wars.
Musikken er episk, og vi får et nærbillede af Pattinson. Men så sker der et komisk skift.
Pludselig kommer et objekt flyvende og skærer hånden af Pattinson, hvilket spilles til komisk effekt og for alvor skyder traileren i gang.
Til lyden af Dean Martins 'Ain't That a Kick in the Head' ser vi, hvordan Mickey konstant kommer ud for det ene uheld efter det andet – han brændes ihjel, falder igennem isen og bliver endda spist af et stort monster.
Og som han selv siger: “Even on my 17th go-around, I still hate dying.”
Som traileren udvikler sig, bliver det dog klart, at det at dø igen og igen ikke er Mickeys eneste problem. Det viser sig nemlig, at Mickey 17 ikke er den eneste version af Mickey.
Selvom det komiske tema fortsat spiller en rolle, udvikler traileren sig i en mere dramatisk og eksplosiv retning, hvilket antyder, at filmen vil mere end blot at få publikum til at grine.
Vi ser blandt andet filmens antagonister, Gwen Johansen og Hieronymous Marshall, spillet af henholdsvis Toni Collette og Mark Ruffalo, som begge ønsker Mickey død.
Konflikten mellem dem og Mickey eskalerer hurtigt til både retslige opgør og voldelige sammenstød med eksplosive kampe og håndvåben.
Udover at instruere filmen, er Bong Joon-Ho også manuskriptforfatter på filmen, der også har Star Wars: The Rise of Skywalker-skuespillerinden Naomi Ackie og The Walking Dead-stjernen Steven Yeun på rollelisten.
'Mickey 17' får biografpremiere den 30. januar 2025.