Her er stjernerne i Paprika Steens nye film om sprængfarlig tradition

Den danske instruktør og skuespiller fuldender sin trilogi
Den tid på året
(© Nordisk Film / Per Arnesen)

Paprika Steen har som instruktør med stor succes skildret flere af os danskeres såkaldte "tvangsfælleskaber". Først med Den tid på året, der havde juleaften som udgangspunkt og efterfølgende Fædre og mødre, som stillede skarpt på forældregrupper.

Nu fuldender Paprika Steen sin trilogi med filmen Det nye år, der har fokus på endnu et traditionsrigt fænomen, som afføder både stress og konflikter hvert år, nemlig nytåret.

'Det nye år' er allerede sat til at få premiere den 6. november i år.

Historien følger vennerne Nomi, Jens, Charlotte og Kris samt deres børn, som traditionen tro mødes til en festlig middag nytårsaften. 

Men i år er noget anderledes, end det plejer at være. For som en joker ankommer også Nomis nye kæreste Finn - og som aftenen går, står det klart, at intet fremover vil være det samme igen. 

Det nye år
Øverst fra venstre: Lars Brygmann, Christian Tafdrup, Paprika Steen og Anders W. Berthelsen. Forrest fra venstre: Tuva Novotny og Birgitte Hjort Sørensen. (© Nordisk Film / Per Arnesen)

Hvor Paprika Steens tidligere film har fokuseret på fællesskabet, der er tvunget sammen af ydre omstændigheder, vil den nye film derimod skildre det tilvalgte fællesskab, som både kan være det bedste i verden, men også det værste, hvis det vælger en fra.

Og apropos traditioner er det også ved at være en sædvane for Paprika Steens film, at der er et stjernespækket hold af skuespillere foran kameraet. Det er også tilfældet her.

Som de fire mangeårige venner finder man således Tuva Novotny som aftenens værtinde Nomi, mens Anders W. Berthelsen og Birgitte Hjort Sørensen spiller parret Jens og Charlotte. 

Som vennen Kris - der er afsted uden sin nye unge kæreste - fuldender Christian Tafdrup firkløveret. Endvidere finder man Lars Brygmann som Nomis nye kæreste Finn, mens Solbjørg Højfeldt ses som genboen Karen Margrethe.

Fortællingens to teenagere portrætteres af stortalenterne Daniel Andreas Ørum-Hansen som Nomis søn Vincent og Nikoline Juul Rohold som Jens og Charlottes datter Caroline.

'Det nye år' har premiere i biografer over hele landet den 6. november 2025.

Nyeste film i biografen