Hollywood-søn efterligner fars ikoniske smil på gyserplakat
En af filmhistoriens største mandlige stjerner er uden tvivl Jack Nicholson, der har leveret den ene pragtpræstation efter den anden.
Vi nævner i flæng Gøgereden, Chinatown, The Shining og The Departed.
Siden 2010 har stjernen trukket sig tilbage fra rampelyset. Men et andet medlem af Nicholson-familen står klar til at træde i farmands fodspor.
Sønnike Ray Nicholson, som i de seneste år er begyndt at opbygge en karriere, er snart klar til at ramme de danske biografer med gyseren Smile 2.
I den nye film har Ray Nicholson især gjort sig bemærket ved at mime sin fars ikoniske smil, både i traileren og på en plakat til 'Smile 2'. Se plakat og trailer nederst.
Jack Nicholson er kendt for sit meget karakteristiske smil, og det er derfor meget passende, at Ray kaster sig ud i det samme, når nu filmen netop er efterfølgeren til den meget populære Smile fra 2022. Og vi får i den grad The Shining og Jack Torrence-vibes!
Den dæmoniske skabning vender nemlig tilbage med et ondt smil på læben.
'Smile 2' følger popstjernen Skye Riley (Naomi Scott), som skal til at begynde sin verdensturné. Men hun begynder at opleve stadig mere og mere skræmmende og uforklarlige hændelser.
Overvældet af rædselsvækkende oplevelser må Skye en gang for alle gøre op med sin mørke fortid og tage kontrol over sit liv, inden det er for sent.
Ray Nicholsons tidligere optrædener tæller bl.a. en hovedrolle overfor Diane Kruger i thrilleren 'Out of the Blue' fra 2022 og en centrale rolle i Prime-serien 'Panic' fra 2021.
'Smile' blev en kæmpe succes i Danmark, hvor den blev set af over 130.000 mennesker. Det er manden bag etteren, Parker Finn, som igen er at finde både bag kameraet og som forfatter til manuskriptet til 'Smile 2'.