Hvordan er Robert De Niro-film endt som årets største flop? Vi har set filmen!

Den 81-årige skuespiller spiller overfor sig selv i mafiafilmen
The Alto Knights
(© Warner Bros.)

Robert De Niro i en dobbelt hovedrolle i en mafiafilm af forfatteren bag Goodfellas og med den Oscar-vindende instruktør Barry Levinson bag kameraet. Han har bl.a. også instrueret Rain Man og gangsterfilmen Bugsy.

Ja, det burde være opskriften på en biografsucces - hvis filmen vel og mærke havde fået premiere for 30 år siden. 

Den nye film hedder The Alto Knights, fik premiere for to uger siden i USA og tegner lige nu til at blive, hvis ikke årets største, så en af årets allerstørste økonomiske fiaskoer. 

En nedtur, der meget vel kan betyde, at der skal rulle hoveder internt hos det prestigefyldte Hollywood-studie Warner Bros., som kunne fejre sit 100-års jubilæum i 2023.

Men hvad er gået galt? Hvorfor er 'The Alto Knights' blevet et flop? Hvorfor bliver publikum væk? Og er den nu også en filmisk fadæse? 

Kino.dk kan som det første danske medie rapportere om filmen, som vi har set i London, hvor den har fået premiere - modsat i Danmark, hvor den er pillet af premierekalenderen. 

I denne artikel ser vi nærmere på, hvordan 'The Alto Knights' er endt som et ærgerligt flop, omstændighederne, som kan have ført til det og om det er fortjent. 

The Alto Knights
(© Warner Bros.)

Historien bag 'The Alto Knights' 

'The Alto Knights' fortæller historien om de to virkelige, italienske gangsterbosser, nemlig Frank Castello og Vito Genovese.

De to venner stiger til tops i New Yorks kriminelle underverden, men da Vito må flygte til Italien, overlades Frank med ansvaret for forretningen.  

Den lyssky business går forrygende, da den uagtsomme Vito vender hjem. Nu vil han tilbage på tronen - og have alt det, som Frank skylder ham. En opgør mellem de to barndomsvenner ulmer.

Castello og Genovese er to legendariske personligheder i det virkelige mafiamiljø. Bl.a. har Marlon Brando fortalt, at han baserede sin stemme i The Godfather-trilogien på Frank Castellos hæse røst.

Dermed er grobunden for en stærk gangsterfilm til stede.

Faktisk skulle ideen til 'The Alto Knights' gå helt tilbage til 70'erne, hvor den første gang var oppe og vende.

Projektet ender her i hænderne på den Oscar-vindende producer Irwin Winkler (Rocky, Raging Bull, Goodfellas), der hyrer Nicholas Pileggi ('Goodfellas', Casino) til at skrive manuskriptet til filmen, som dengang blev kaldt 'Wise Guys'- ja, den selvsamme titel som 'Goodfellas' næsten endte med at få. 

Sylvester Stallone har i øvrigt kaldt selvsamme producer for "en blodsugende vampyr". 

Ifølge Matthew Belloni fra mediet Puck, der har skrevet en kritisk artikel om Warner Bros. nuværende direktør David Zaslav - som har gjort sig upopulær ad flere omgange - ville ingen studier i Hollywood røre ved manuskriptet, der altså nu er blevet til 'The Alto Knights'.

Det betød, at projektet lå og samlede støv i en skrivebordsskuffe i rigtig mange år. 

Men da Winklers ven, førnævnte David Zaslav, overtager styringen af Warner Bros., bliver han præsenteret for det gamle manuskript.

Zaslav giver filmen grønt lys, men - ifølge Matthew Belloni - nægter Warner Bros.' produktionschef Toby Emmerich at sætte projektet i gang.

Et par uger senere er Emmerich fyret, mens to nye chefer er sat ind på posten, nemlig Mike De Luca og Pam Abdy, som påbegynder processen med at få 'The Alto Knights' realiseret for et budget på 50 millioner dollars. 

En artikel fra branchemediet Variety peger pilen på Mike De Luca og Pam Abdy som synderne bag Warner Bros.' nuværende røde box office-tal. Således rapporteres det, at de to chefer skulle have raget uklar med hinanden over den nuværende situation, som meget vel kan koste dem begge jobbet, blot to år efter, at de blev ansat. 

Mens bl.a. SlashFilm teoretiserer om, hvordan 'The Alto Knights' er blevet lavet på baggrund af vennetjenester mellem frokost-buddies i The Hamptons. 

The Alto Knights
(© Warner Bros.)

Hvor slemt kan det være? 

Men hvor slemt er det egentlig gået for 'The Alto Knights', tænker du måske?

Filmen har Robert De Niro i en bærende rolle - som begge gangsterbosser! Men den 81-årige stjerne ser ikke ud til at have det samme tag i publikum længere.  

Efter knapt to uger på biografernes menu har filmen indspillet under 10 millioner dollars på verdensplan. Det vil sige mindre end en femtedel af dens produktionsbudget - og her har vi ikke medregnet et marketingsbudget, som vi ikke kender. 

'The Alto Knights' fik premiere i 2.600 biografer i USA og havde efter 10 dage indspillet sølle 5,5 millioner dollars ved de amerikanske billetluger. Internationalt trak filmen 3,4 millioner dollars, hvilket samlet giver 8,9 millioner dollars. Av. 

Kino.dk's udsendte, undertegnede Daniel Hartvig, så da også filmen i en totalt tom sal i Picturehouse Central i London. Godt nok kl. 12.15, men alligevel. 

Foto: PRIVAT

Sal 6 i Picturehouse Central ved visningen af 'The Alto Knights'. Foto: Privat.

 

Hvor slem er filmen så, spørger du? Svaret er noget så kedeligt som, at den er middelmådig. I bedste fald kan den måle sig med et middelmådigt afsnit af den 26 år gamle mafiaserie 'The Sopranos'. 

Filmens tempo trækkes ned af intetsigende diskussioner mellem De Niro og De Niro. 

Man kan selvfølgelig imponeres over at se skuespilleren spille overfor sig selv i nogle - rent visuelt udmærkede - scener, men man kan ikke undgå at græmmes ved det voldsomme makeup-arbejde, som ligger bag de to karakterers fremtoning.

Et gummiansigt og en overdimensioneret næse skjuler ikke, at man har fået en 81-årig mand til at spille en 60-årig. 

Det er næsten Martin Scorseses The Irishman om igen, hvor det var tydeligt, at Robert De Niro var knapt så adræt som i sine unge dage, da han skulle spille en 40-årig mand. 

Men point til 'The Alto Knights' for ikke at kaste sig ud i noget skrækindjagende foryngende CGI. Så hellere et protesehelvede, som trods alt kan trække et smil på sin campiness.  

Hertil kommer spørgsmålet: Hvorfor er det overhovedet De Niro, der spiller de to roller? 

På intet tidspunkt retfærdiggør filmen denne mærkværdige casting. Frank Castello og Vito Genovese er ikke brødre - de er ikke engang familiært beslægtede. I sidste ende bliver det desværre en gimmick. 

Det havde derimod været langt mere interessant, hvis man havde formået at hyre en fra De Niros gamle slæng.

En skuespiller som Joe Pesci, Al Pacino, Harvey Keitel eller sågar Dustin Hoffman i rollen som Vito kunne have ændret filmen radikalt. Dermed kunne De Niro have fået en anden slags modspil - og det ville formentlig ligeledes være et bedre salgspunkt for filmen.  

Instruktør Barry Levinsons take på 'The Alto Knights' lugter desværre lidt for meget af, at han gerne vil være Martin Scorsese.

Men Nicholas Pileggis' dialog og monologer rammer kun en snert af fortidens fanden-i-voldske brutalitet og mørke komik. Hvis 'Goodfellas' er en velsmagende pasta Alfredo, så er 'The Alto Knights' blot en mættende omgang pasta med kødsovs. 

Håndværket er fint og i enkelte glimt ser man fortidens storhed, som i en spændingsfuld og brutal likvidering i en barbershop - eller hos den halvdumme italienske gorilla Vincent Gigante (spillet af Cosmo Javis fra 'Shogun'), der går Vito på nerverne. 

Det er bare ikke særlig sjovt eller medrivende i længden at se Robert De Niro skælde og smælde om og om igen, mens fortællingen træder vande i velkendte konflikter og temaer.  

'The Alto Knights' er tillige blevet mødt med lunkne anmeldelser. På Rotten Tomatoes har filmen en score på 40 % friskhed ud af 100 %, mens den får en score på 46 ud af 100 på MetaCritic. 

The Alto Knights
(© Warner Bros.)

Filmverdenens bedste gangster 

Instruktør Barry Levinsons meritter taler for sig selv: Good Morning, Vietnam, 'Rain Man', 'Bugsy', 'Sleepers', Wag the Dog m.fl. Men disse bedrifter ligger også flere årtier tilbage. 

Selvom Levinson har været en produktiv herre, er det ikke ligefrem succesfulde biograffilm, som har fyldt på CV'et i de senere år. Selvom ret skal være ret: Levinson var bl.a. involveret i den roste serie 'Dopesick'.  

Uden at fornærme nogen kan man vel god erkende, at Levinsons storhedstid er ovre og derfor kan valget af ham som instruktør undre - selvom han faktisk med førnævnte 'Bugsy' faktisk havde gangsterne Frank og Vito i mindre biroller.  

Det hjælper heller ikke, at det virker som om, at Robert De Niro har haft mere travlt med at tale om sin hustrus hunde - der medvirker i filmen - kritisere den amerikansk præsident Donald Trump eller diskutere hvilke børneprogrammer, han ser med sin knapt 2-årige datter end at tale om 'The Alto Knights', når han har været rundt på sin pressetour.

'The Alto Knights' er baseret på et gammel manuskript, som ingen studier - da det var nyt - ønskede at lave, mens filmen er realiseret af en gruppe mænd, der alle er ovre deres storhedstid.

Jeg under alle et godt comeback, men det bliver ikke med denne film.

Robert De Niro har en legendestatus, som han aldrig vil miste - og det er ligegyldig, hvor mange gryder med kønsløs kødsovs, han serverer til publikum.

Men efter en karriere, hvor han har spillet gangsterboss flere gange end man kan tælle på to hænder - og oftest med bravur - så burde den del af karrieren måske lægges på hylden?

'The Irishman' stod ellers som en fin afslutning med kollegaerne, han havde fulgtes med op igennem 70'erne, 80'erne og 90'erne. I stedet bliver 'The Alto Knights' en lidt uskøn og ærgerlig epilog på mafiakarrieren. 

Robert De Niro vil altid være filmverdenens bedste gangster. Det har han bevist om og om igen. 'The Alto Knights' ændrer ikke på dette, men den sætter heller ikke en streg yderligere under det.

I stedet for at give os en ny ikonisk præstation, får filmen mig i højere grad til at savne præstationerne som Johnny Boy, den unge Vito Corleone, Noodles, Al Capone, James Conway, Lorenzo og Ace. 

Nyeste film i biografen