'Joker 2' får høj censur i USA for vold og nøgenhed
Warner Bros. har denne uge udsendt den første officielle plakat fra den imødesete Joker: Folie à Deux. Nu har filmen så fået sin amerikanske censur - et halvt år før biografpremieren.
Fortsættelsen til Joker fra 2019 har således af Motion Picture Association i USA fået censuren R, hvilket svarer til, at børn under 17 år skal være med følge af en voksen for at se filmen.
Censuren er ifølge MPA givet på baggrund af "stærk vold, gennemgående sprogbrug, sex og kortvarig nøgenhed." Det skriver Variety.
Det er samme høje censur, som den første Joker-film fik.
Todd Phillips instruerer igen, Joaquin Phoenix gentager sin rolle som titelkarakteren og Lady Gaga er Jokerens elsker Harley Quinn. Filmen har også Zazie Beetz, Catherine Keener og Brendan Gleeson på rollelisten.
Plottet er endnu holdt hemmeligt, men vi ved, at der lander en første trailer den 9. april. Så hold øje med den her på sitet.
'Joker 2' er en del af DC Elseworlds og dermed en isoleret fortælling udenfor DCU's nye kronologi, der bliver bestyret af James Gunn. Læs mere om den her.
'Joker 2: Folie à Deux' har biografpremiere den 2. oktober.
SE OGSÅ: Første plakat til 'Joker 2' varsler om giftig kærlighed