Jurassic Park-filmene: Bedst til værst

Dinoerne rangeret
Billede
(© Jurassic Park/Universal)

Premieren på Jurassic World: Fallen Kingdom markerer den femte film i serien om fortidsøglerne, der startede i 1993 med Steven Spielbergs Jurassic Park.

Filmen blev en verdensomspændende succes med sine banebrydende effekter og tårnhøje underholdningsniveau. Børn og barnlige sjæle var nu ramt af dino-feber, som først ebbede ud flere år senere - for så at vende tilbage i midten af dette årti.

SE OGSÅ: Varm op til Jurassic World 2 med kino.dk podcast

Men de populære eventyrfilm svinger noget i kvalitet fra det sublime til det overflødige. Derfor rangerer vi serien fra bedst til værst, og sjældent (hvis overhovedet nogensinde) har vi været så enige i placeringerne. Men er du også enig?

Stem på din egen favorit forenden og uddyb gerne i kommentarsporet.

Jurassic World: Fallen Kingdom får premiere den 7. juni, og billetsalget er startet.

Jurassic Park/Universal
1. Jurassic Park (1993)

Steven Spielberg lagde grundstenen for den moderne blockbuster i 1975 med Jaws, og han gentog selv monstersuccesen ved at genoplive fortidens øgler i 'Jurassic Park' med moderne teknologi og storslået opfindsomhed. Kombinationen af verdens fedeste forlystelsespark på en tropisk ø, videnskabsmænd med dårlige beslutningsevner og selvfølgelig dinosaurer gengivet i hidtil uset ”naturtro” form gav pote. Samtidig var plottet, med en gruppe voksne og børn (ført an af Sam Neill og Laura Dern) fanget i den livsfarlige suppedas, appellerende til de fleste, og en nyklassiker var født.

Mindeværdigt citat: Dr. Ian Malcolm: "God creates dinosaurs. God destroys dinosaurs. God creates man. Man destroys God. Man creates dinosaurs." Dr. Ellie Sattler: "Dinosaurs eat man. Woman inherits the earth."

Billetsalg i DK: 796.161

Jurassic World/UIP
2. Jurassic Word (2015)
Hvis hensigten med 'Jurassic World' var at genoplive interessen for det filmiske dino-univers med en underholdende rutsjebanetur, der var tro mod den oprindelige film, lykkedes missionen med bravur. De to efterfølgere var glemt, og filmen føltes som en større, vildere og flottere version af blockbusteren fra 1993, men planen blev udført på bekostning af originaliteten. Samtidig havde den ret så uprøvede instruktør, Colin Treverrow, hyret en af tidens mest charmerende skuespillere til hovedrollen, Chris Pratt, og resultatet blev ”Jurassic Park for en ny generation”, der samtidig overgik samtlige kommercielle estimater med over 1,6 mia. dollars i indtjening på verdensplan.

Mindeværdigt citat: Owen: "Don't worry. It's gonna be just like taking a walk in the woods... 65 million years ago."

Billetsalg i DK: 458.479

The Lost World: Jurassic Park/Universal
3. The Lost World: Jurassic Park (1997)
Sam Neill og Laura Derns karakterer var ude, Jeff Goldblums Ian Malcolm havde overtaget hovedrollen, og dinoerne stod nu klar til en King Kong-lignende urbanisering. Steven Spielberg gik i en mørkere retning, ligesom han tidligere havde gjort med en anden toer, Indiana Jones and the Temple of Doom, og resultatet er sammenligneligt. Fornemmelsen af rendyrket eventyr trådte i baggrunden, og i stedet blev det en rodet affære, der fik middelmådige anmeldelser og blot hentede lidt over halvdelen af etterens indtjening i USA.

Mindeværdigt citat:  Dr. Ian Malcolm: "Oh, yeah. Oooh, ahhh, that's how it always starts. Then later there's running and um, screaming."

Billetsalg i DK: 371.684

Jurassic Park III/Universal
4. Jurassic Park III (2001)
Til seriens tredje kapitel havde Spielberg overladt instruktørjobbet til Jumanji-bagmanden Joe Johnston, der desværre ikke havde samme flair for computerskabte effekter som sin forgænger. Til gengæld var Sam Neill tilbage som Dr. Grant, der lokkes til at drage til øen Isla Sorna, som naturligvis er blevet overtaget af dinosaurer. Flyveøglerne var højdepunktet i en ellers skuffende film, som havde et utal af ulogiske sekvenser og slukkede lyset for franchisen i 14 år.

Mindeværdigt citat: Amanda: "This is how you make dinosaurs?" Dr. Grant: "No, this is how you play God."

Billetsalg i DK: 116.047