Kransekage, kaos og kærlighed: Paprika Steen inviterer til 'Det nye år' - se den første trailer

Venner, festfyrværkeri og kransekage – og så en ny kæreste, som spiser rå torskeøjne og rusker op i traditioner. Kom helt tæt på vennegruppen Nomi, Jens, Charlotte, Kris og kæresten Finn, når den årlige nytårsmiddag står for døren i Paprika Steens nye komediedrama Det nye år med biografpremiere i november.
'Det nye år' fortæller en humoristisk og hjertevarm historie om årets fest – nytårsaften, - som en vennegruppe og deres børn traditionstro fejrer sammen. Men i år er det anderledes, da Nomi har fået den nye kæreste Finn og alle må erkende, at nytårsaften aldrig vil blive det samme som før.
Se den første trailer nederst i artiklen.
'Det nye år' er instrueret af en af Danmarks mest markante filmkunstnere Paprika Steen og er hendes tredje film, der sætter fokus på relationer og dansk fællesskab. Sammen med filmens prisbelønnede manuskriptforfatter Jakob Weis har hun tidligere skabt filmene Fædre og mødre (2022) og Den tid på året (2018).
På den stjernespækkede rolleliste finder man Tuva Novotny, Anders W. Berthelsen, Birgitte Hjort Sørensen, Lars Brygmann, Christian Tafdrup, Solbjørg Højfeldt sammen med to nye stjerneskud Daniel Andreas Ørum-Hansen og Nikoline Juul Rohold.
'Det nye år’ har biografpremiere 6. november 2025 og er en del af Biografklub Danmark.








