Mads Mikkelsen afslører ildelugtende detalje om ny film af manden bag 'Blinkende lygter'

Får ny frisure i Anders Thomas Jensens 'Den sidste viking'
Mads Mikkelsen
(© kino.dk)

Filmskaberen Anders Thomas Jensen har stået bag blandt nogle af de mest elskede og populære nyere film herhjemme. 

I år er Thomas Jensen igen biografaktuel med en ny komedie, Den sidste viking, der har en stjernerække af danske skuespiller på rollelisten - heriblandt Mads Mikkelsen, der har arbejdet sammen med instruktøren mange gange før, senest i Retfærdighedens ryttere fra 2020.

Anders Thomas Jensen har for vane at udsætte Mads Mikkelsen for diverse make-up- og hårudklædninger, hvilket også er tilfældet i 'Den sidste viking'. Det kunne billeder bag om optagelserne på filmen afsløre sidste år, hvor man kunne se skuespilleren med et stort krøllet hår, briller og et plaster i panden.

Nu har Mikkelsen for første gang udtalt sig om 'Den sidste viking'. Det gør han i vores interview med stjernen i forbindelse med den biografaktuelle Mufasa: Løvernes konge, hvor han lægger både den danske og engelske stemme til skurken Kiros. Se det fulde interview her.

Til allersidst fik vi mulighed for at spørge ind til den kommende danske komedie, hvor især Mikkelsens frisure har vagt opsigt.

Se klippet hvor Mads Mikkelsen udtaler sig om 'Den sidste viking' og sin "irriterende" frisure nederst.

- Nu har jeg for vane at have pænt mærkeligt hår i Anders Thomas' film. Og vi kunne ikke rigtigt komme videre her. Det var ikke, fordi det skulle være mærkeligt - vi fandt bare et menneske, som vi synes var interessant, fortalte den danske stjerne om sin rolle som Manfred i 'Den sidste viking'.

- Og det er altså en permanent. Jeg har fået en permanent for første gang i mit liv.

Mikkelsen følger op med forklaringen på, hvorfor det ikke just var en fornøjelse at få lavet permanente krøller i sit hår.

- Jeg skulle hilse og sige, at det var godt nok irriterende.

- Problemet er - som dem der har fået en permanent vil vide - at det lugter ikke godt. Og det lugter ikke godt at være i nærheden af i meget lang tid.

Udover Mikkelsen byder rollelisten også på bl.a. Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann, Sofie Gråbøl, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro, Lars Ranthe, Kardo Razzazi og Peter Düring.

Anders Thomas Jensen og cast, af fotograf Anders Overgaard
Holdet bag 'Den sidste viking' (© Anders Overgaard)

'Den sidste viking' følger Anker (Lie Kaas), som løslades efter 14 år i fængsel for røveri.

Ankers bror Manfred (Mikkelsen) er den eneste, som ved, hvor pengene fra røveriet er. Han er imidlertid blevet ramt af en psykisk lidelse, der gør, at han ikke længere husker, hvor de er gemt.

Sammen begiver brødrerene sig nu ud på en overraskende rejse - både for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er.

'Den sidste viking' er Anders Thomas Jensens sjette film som instruktør, mens det samtidig er sjette gang, han samarbejder med Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen.

Den danske filmskaber har som manuskriptfatter bl.a. været med på I Kina spiser de hunde, Mifunes sidste sang og Susanne Biers Oscar-vinder Hævnen samt Niels Arden Oplevs Ser du månen, Daniel, mens han som både instruktør og forfatter har skabt ikoniske øjeblikke i film som Blinkende lygter, De grønne slagtere og senest Retfærdighedens ryttere.

'Mufasa: Løvernes Konge' kan ses i biografen nu. Find dine billetter her på kino.dk.

 

Se vores interview med Mads Mikkelsen her:

Nyeste film i biografen