Manden bag 'Bamse' er klar med ny stjernespækket dansk komedie

Ikonisk dansk skuespiller indtager central rolle
Hvad stiller vi op med far?
(© Andreas Bastiansen)

I 2022 var over 480.000 danskere i biografen og opleve Henrik Ruben Genz' seneste film, musikfilmen Bamse, der handlede om den folkekære, danske sanger.

Nu er instruktøren, der har film som Frygtelig Lykkelig og serier som 'Krøniken', 'Forbrydelsen' og 'Borgen' på CV’et, klar med en ny feelgood-komedie, hvor han bl.a. genforenes med Bamse-hovedrollen Anders W. Berthelsen.

Filmen har titlen Hvad stiller vi op med far? og er en fortælling om tre søstre, der – som titlen så fint antyder – må tage stilling til, hvad de skal gøre, når deres forælder ikke længere kan klare sig selv.

Den selvstændige, rapkæftede storesøster Rita spilles af Bodil Jørgensen, mens Maria Rossing indtager rollen som det pligtopfyldende midterbarn Beth, og Rikke Bilde kan ses som den konfliktsky efternøler Judy.

Selvom de tre karakterer gennem barndommen har været hinandens bedste venner, har livet ført dem i vidt forskellige retninger. De lever nu i hver deres del af landet og har hver især sit at se til med små og større livskriser.

Beth har taget på sig at passe deres gamle far, men da Beth skal ud at rejse, kalder hun Judy og Rita hjem til Fyn. For nu må en af de andre træde til og tage ansvar for far. 

Judy står midt i en ægteskabskrise, og Rita kæmper med jobbet, så det er ikke med stor begejstring, at de drager mod Fyn. Da de samles hos faren, går der ikke lang tid før de er tilbage i deres gamle søskenderoller, alt imens det afgørende spørgsmål melder sig: Hvad stiller vi op med far?

Ulrich Thomsen spiller Beths camping-glade mand Ebbe, mens førnævnte Anders W. Berthelsen spiller Judys noget upålidelige mand, den kristne højskoleforstander Poul-Erik. 

Faren Harald spilles af den legendariske danske skuespiller Peter Schrøder, der har sin første store rolle på film i over 15 år. Schrøder er ligeledes med i Jonas Risvigs kommende hockeydrama 'Momentum'. Den 79-årige er dermed højaktuel.

'Hvad stiller vi op med far?' har biografpremiere til jul i år. Vi kender endnu ikke den præcise premieredato.

Se instruktør Henrik Ruben Genz og en del af skuespillerholdet herunder:

Hvad stiller vi op med far?
(© Andreas Bastiansen / Scanbox Productions)

Nyeste film i biografen