Sådan er Predator- og Alien-tidslinjen i kronologisk rækkefølge

De to universer mødes igen i ny biograffilm
Predator: Badlands
(© Disney)

Der er sket meget i Predator-franchisen siden Arnold Schwarzenegger først blev jagtet i regnskoven af det højteknologiske rumvæsen tilbage i 1987.

Kendetegnet af en adrenalinfyldt blanding af action, science-fiction og gys, så fik filmserien ikke helt samme popkulturelle indtog, eller den samme kritiske anerkendelse som Alien, selvom de to franchises ellers foregår i samme univers. 

I 2022 fik instruktør Dan Trachtenberg dog succes med at puste nyt liv ind i Predator-serien med prequel-filmen 'Prey'.

'Predator: Badlands', Trachtenbergs tredje film indenfor universet, har biografpremiere i denne uge. Kino skrev tidligere på året om, at filmen igen lader de to science-fiction franchise bløde sammen - en forbindelse, som ikke er rørt meget ved siden den sidste Alien vs. Predator-film i 2007.

Men hvordan passer den nye film egentlig ind i tidslinjen? Vi har lavet en guide til en samlet, kronologisk rækkefølge af alle film og serier indenfor både Alien- og Predator-universet. Få hele overblikket herunder:

Billede
(© 20th Century Studios)

Predator: Killer of Killers [del 1+2] (år 841 - 1609)

En af de nyeste film i Predator-franchisen, en animeret antologi i tre dele, er også det tidligste på den kronologiske tidslinje, med to ud af tre kapitler.

Den første del starter i år 841, hvor den blodtørstige Predator-alien kommer til jorden under Skandinaviens vikingetid. Der spoles efterfølgende frem til Japan i 1609, hvor to brødre og kommende samurai må lægge deres stridigheder til side til fordel for at bekæmpe den intergalaktiske jæger.

Prey (år 1719)

Dan Trachtenberg startede med at placere Predator-serien i en historisk kontekst i sin første film i rækken, 'Prey', som er en prequel til den originale Predator-film.

Her udspiller fortællingen sig i 1719, hvor krigeren Naru må bevise sit værd overfor mændene i Comanche stammen, da hun står ansigt til ansigt med en af de første Predators på jorden, der, ligesom hende selv, også er ude efter en værdig modstander.

Predator: Killer of Killers [del 3] (år 1939 - 1945)

Hvis du vil følge kronologien, så vender vi her tilbage til 'Killer of Killers' med det tredje kapitel, der nu tager os frem til Slaget om Atlanten under 2. Verdenskrig. 

En soldat tvinges til at kæmpe mod og senere samarbejde med karakterne fra de forrige dele af antologien for at sammen bekæmpe Predators, der har taget dem til fange.

Predator (år 1987)

Vi lander således i slutningen af 1980'erne hos den originale Predator-film, som på tidslinjen foregår samme år som filmen havde premiere.

Her følger vi majoren Alan "Dutch" Schaefer og hans paramilitære enhed, der sendes ud i den Nordamerikanske regnskov på en redningsmission. Det bliver dog en langt farligere tur, end de havde troet, da de snart bliver en del af den dødelige Predators jagt.

Billede

Predator 2 (år 1997)

Toeren til den originale film udspiller sig i slutningen af 1990'erne, denne gang i Los Angeles under en historisk hård hedebølge. 

En stamme af Predators gemmer deres skib i byens kloakker, hvor den kendt som The City Hunter kommer i karambolage med politibetjenten Mike Harrigan (Danny Glover).

Alien vs. Predator (år 2004)

Denne film er det første crossover mellem Alien og Predator, et koncept, der daterer tilbage til tegnserien fra 1989 af samme navn.

Størstedelen af 'Alien vs. Predator' udspiller sig i 2004, hvor en ekspedition til en efterladt station i Antarktis fører et hold efterforskere til et tempel gemt under isen, og fanger dem i et dødeligt, forhistorisk ritual.

Alien vs. Predator: Requiem (år 2004)

Vi forbliver i år 2004 i efterfølgeren til crossoveret, hvor et Predator-rumskib styrter ned i Colorado. Skibet gemmer dog på en xenomorph som snart terroriserer området, hvor krigeren kendt som The Wolf Predator bliver sendt til jorden for at rydde op efter de katastrofale følger fra den første film.

Predators (år 2010)

Den tredje solo Predator-film udspiller sig ligeså samme år den blev udgivet, og her bliver en umage flok af mennesker kidnappet og sendt til en fremmed planet for at agere bytte for Super Predator klanens træning. 

På rollelisten kan man bl.a. finde Adrien Brody som hovedkarakteren Royce, såvel som Walton Goggins, Laurence Fishburne og Mahershala Ali i mindre roller.

Billede
(© Prometheus/20th Century Fox)

The Predator (år 2018)

Vi hopper frem til Halloween 2018, hvor en borgerkrig mellem Predators ender med, at én Predator - kendt som the Fugitive Predator - flygter i ly på jorden. 

Den kommer dog snart ud fra sit skjul for at sprede død og ødelæggelse, indtil en gruppe soldater må tage kampen op imod den.

Prometheus (år 2093)

Vi slår nu hul på Alien-franchisen i den kronologiske tidslinje, hvor den første i rækken er 'Prometheus', dermed også den tidligste Alien-solofilm i universet. 

Her lander skibet Prometheus på en fjern planet, som de har fundet på et forhistorisk kort, og opdager en potentiel trussel mod hele menneskehedens eksistens.

Alien: Covenant (år 2104)

I efterfølgeren til Prometheus, 'Alien: Covenant', følger vi igen bla. Michael Fassbender i rollen som androiden David. 

Skibet Covenant svarer på et nødsignal fra Dr. Elizabeth Shaw, men den ukendte planet de lander på viser sig hurtigt at vrimle med farer.

Alien: Earth (år 2120)

Serien 'Alien: Earth' havde premiere på Disney+ tidligere i år, og udspiller sig to år før den originale Alien-film på den officielle tidslinje.

Udover at serien som noget nyt udspiller sig på vores egen grønne jord, så dykker den også dybere ned i det mystiske “The Company”, Weyland-Yutani Corporation, som udover de aliens der lægger navn til franchisen også en gennemgående skurk i universet.

Se vores interview med de to danske skuespillere fra serien her.

Alien (år 2122)

'Alien' er som bekendt den film, der startede det hele. Ridley Scotts science fiction-gyserklassiker udspiller sig på skibet Nostromo. Et hold på syv medlemmer besvarer et nødsignal og efterforsker et tilsyneladende forladt skib.

Sigourney Weaver, i rollen som den nu ikoniske Ellen Ripley, må dog snart kæmpe for sin overlevelse mod en ukendt, udenjordisk trussel, i takt med at hendes hold bliver dræbt af den legendariske Xenomorph.

Billede
(© Aliens / 20th Century Fox)

Alien: Romulus (år 2142)

Den nyeste Alien-film foregår i de næsten 60 år imellem den første og den anden film i franchisen. Ved roret var instruktør Fede Alvarez, som tidligere har beskæftiget sig med andre gyser franchises som 'The Evil Dead' og 'Texas Chainsaw Massacre'.

Vi følger minearbejderen Rain (Cailee Spaeny) og hendes androidebror Andy (David Jonsson), der sammen med et hold af unge rumkolonister støder ind i en flok aliens på en ødelagt rumstation.

Aliens (år 2179)

Ripleys fortælling fortsætter i James Camerons opfølger til den originale Alien, der tager franchisen i en mere actionpræget retning. 

Ellen Ripley er en del af holdet, der finder en lille pige og den eneste overlevende af et Xenomorph angreb, og Ripley må igen tage kampen op mod sin monstrøse ærkefjende.

Alien 3 (år 2179)

Den tredje Alien-film i rækken er instrueret af David Fincher, og er kontroversiel blandt fans, såvel som instruktøren selv. Læs mere om den debat her.

Filmen udspiller sig blot en måned efter 'Aliens', hvor Ripley med nød og næppe slipper med livet i behold efter en brand bryder ud på hendes skib. Det går dog snart op for hende, at hendes kamp mod de Xenomorphs, der har plaget hende, ikke er overstået endnu.

Alien: Resurrection (år 2381)

Endnu mere kontroversiel er den fjerde film i rækken, hvor Weaver overraskende nok vender tilbage til sin rolle som Ripley. 

Filmen foregår flere årtier efter den sidste film, hvor et hold videnskabsmænd forsøger at klone vores heltinde, såvel som den Xenomorph, som de håber at kunne bruge i deres research.

Predator-badlands
(© Walt Disney Pictures)

Predator: Badlands

Den biografaktuelle film har igen instruktør Dan Trachtenberg ved roret, og op til dens premiere har diskussionen blandt fans gået på, hvor den præcist passer ind i tidslinjen.

 Det er særligt set i lyset af, at 'Predator: Badlands' netop forbinder Alien og Predator-universerne igen, ved at inkludere androids fra det førnævnte Alien-firma Weyland-Yutani, som altså spiller en central rolle i den nye Predator-film.

Svaret lyder på, at den nye film udspiller sig i en fjern fremtid. I instruktørens egne ord, så er, "alt det, der er sket (i tidligere film), allerede sket før vores film", og selvom vi ikke har et specifikt årstal på den, så kan den placeres til sidst i den kronologiske tidslinje.

Filmen følger en ung Yautja, der for at bevise sit værd som dræber, tager til en fremmed planet for at nedkæmpe et legendarisk monster. Her får han uventet hjælp.

'Predator: Badlands' kan ses i biograferne fra 6. november.

Nyeste film i biografen