Stjerneinstruktør har undersøgt H.C. Andersen i årevis: "Han nåede aldrig at blive voksen"

En af årets mest ventede danske castings blev afsløret på årets filmfestival i Cannes, hvor det blev annonceret, at det unge stjerneskud Casper Kjær Jensen har fået rollen som H.C. Andersen i Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensens kommende storfilm Mit livs eventyr.
Vi mødte instruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel samt hovedrolleindehaveren i den sydfranske by kort før annonceringen, hvor vi fik mulighed for at snakke med duoen om både castingproces, research og Casper Kjær Jensens fysiske lighed med eventyrforfatteren.
Se hele videointerviewet nederst i artiklen.
Nikolaj Arcel har skrevet filmen i samarbejde med Anders Thomas Jensen. Den succesfulde duo har brugt hele fire år på at samle research og skrive manuskriptet.
- [Filmen, red.] har meget grobund i virkeligheden. Den er baseret på mange af hans rigtige oplevelser, fortæller instruktøren.
- Men vi pynter også lidt på sandheden, for det er også lidt i H.C. Andersens egen ånd. Han skrev sine selvbiografier nogle gange sådan lidt skønlitteraturs-agtige. Så det er en måde at skrive hans livshistorie om til ... jeg vil ikke sige et eventyr, men der er nogle eventyrlige elementer i det.
Som nævnt har manuskriptduoen brugt fire år på at skrive filmen, hvor de har dykket ned i både biografier, dagbøger og breve. Her lærte Nikolaj Arcel nye sider af den legendariske dansker, som har vejledt filmens retning.
- Vi har været meget optaget af, at Andersen aldrig helt nåede at blive voksen. Så kærlighed for ham var næsten lige som et barns kærlighed. Alt hvad der bare gav ham lidt opmærksomhed, blev han enormt betaget af.
- Så han var meget lige som et barn i sin uskyld i forhold til bare gerne at ville elskes.
Det var vigtigt for Nikolaj Arcel ikke at prøve at leve op til de forventninger, som publikum vil have til en film om H.C. Andersen. Det skulle "i hvert fald ikke være en ældre mand med høj hat og stok."
I stedet er 'Mit livs eventyr' blevet til en ungdomsfortælling, hvor vi følger forfatteren i sine 20'ere, hvor han tager til København med drømmen om at blive til noget stort og blive accepteret af kultureliten.
- Filmen handler om inden han overhovedet ved, at han er eventyrforfatter. Han tror, han skal være en stor, stor forfatter. Stor dramatiker. Den nye Shakespeare. Og skuespiller og danser.
- Hvem er jeg? Det er det store spørgsmål i filmen.
'Mit livs eventyr' bliver den syvende spillefilm fra Nikolaj Arcel, der tidligere har fået en Oscar-nominering for En kongelig affære og senest stod bag den både Robert- og Bodil-vindende Bastarden med Mads Mikkelsen.
Den danske storfilm går i optagelse til efteråret og forventes at få biografpremiere i efteråret 2027.








