Supermans fordrukne kusine sparker r*v i første trailer

'Supergirl' har premiere til sommer
Supergirl
(© Warner Bros.)

I 2025 genvandt den nok mest genkendelige og retskafne superhelt folkets hjerter, da James Gunns Superman indtog biograferne. 

I slutningen af årets superheltehit fik vi også allerede et indblik i mere af Supermans kryptoniske familie - og til næste år kommer der således lidt mere kaos på bordet, end vi ellers har set indtil videre.

Det er nemlig Supermans kusines tur til at få sin egen solofilm, som kun er den anden film i James Gunns reboot af DC-universet. Nu har vi fået den første trailer til den kommende film om Supergirl.

Se traileren nederst i artiklen.

Supergirl kendes også under hendes kryptoniske navn Kara Zor-El, og i modsætning til hendes artige dreng af en fætter braser hun ind i slutningen af 'Superman', fordrukken og rapkæftet, da hun skal hente sin lige så hæmningsfri hund Krypto, som vi også får et gensyn med i traileren, efter Clark Kent har babysittet ham.

James Gunn sagde tilbage i juli, at den nye film vil give os et indblik i netop, hvorfor de to er så forskellige, og at denne version af Supergirl er "mere hård og fucked up."

Mens Superman voksede op på jorden med to kærlige adoptivforældre, blev Supergirl nemlig tilbage på deres døende hjemplanet. Her var hun tvunget til et liv i ensomhed og at se alle omkring hende dø, hvilket forståeligt nok påvirker ens psyke.

I traileren ser man Supergirl vågne op med nogle gedigne tømmermænd og herefter sidde på, hvad der ligner et busstoppested omgivet af gold ørken, mens hun venter på at et rumskib lander. Herfra er der action, alkohol og mere action!

Superman
(© Warner Bros.)

Filmen kommer til at basere sig på tegneserien 'Supergirl: Woman of Tomorrow', og her skal Supergirl ud på et intergalaktisk eventyr med en alien-ledsager for sammen at hævne sig på dets far. Vi ved allerede, at skurken bliver Krem of the Yellow Hills, og at Jason Momoa igen får en rolle i universet efter at have spillet Aquaman, omend en langt mindre én, når han optræder som dusørjægeren Lobo. Se det første glimt af ham i traileren.

Hovedrollen spilles af den australske Milly Alcock, som de fleste nok kender for hendes rolle som Rhaenyra Targaryen i prequel-serien til 'Game of Thrones', 'House of the Dragon'.

Udover hende finder man på rollelisten også belgiske Matthias Schoenaerts, der spiller skurken i filmen, og som er kendt fra bla. Thomas Vinterbergs Far from the Madding Crowd.

For nylig udtalte Gunn sig om sin vision for sit DC-univers, og at hver film kommer til at have sin helt egen tone. Således beskrev han netop Supergirl som en "space fantasy", og sammenlignede den med sine egne Guardians of the Galaxy film.

Filmen bliver instrueret af Craig Gillespie, som tidligere har arbejdet på film som I, Tonya og Cruella, og den er skrevet af Ana Nogueira, der også står til at skrive manuskriptet til James Gunns nye bud på en Wonder Woman-film.

'Supergirl' kan ses i biografen fra den 25. juni.

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen