Trapper, biler og fly: 6 helt utrolige stunts på det store lærred

Længe leve de ægte filmstunts!
Cliffhanger
(© Columbia TriStar Film)

I The Fall Guy spiller Ryan Gosling en stuntmand, der, som alle andre i stuntmiljøet, bliver sprængt i luften, skudt, smidt gennem vinduer og kastet ud fra de højeste højder.

Du kan se traileren og købe billetter til 'The Fall Guy' nederst i artiklen.

I den forbindelse har vi samlet en liste med seks helt utrolige filmstunts, som vi syntes fortjener et genbesøg.

Det skal dog siges, at vi ikke har medtaget navne som Tom Cruise, Jackie Chan eller Buster Keaton trods deres hæsblæsende og grænseskubbende stunts.

Vi har i stedet valgt at fokusere på rendyrkede stuntfolk, som ikke altid får så meget rampelys, hvilket 'The Fall Guy' på mange måder repræsenterer.

Vincent Bouillon: Rulle-trapper, John Wick 4

I modsætning til de kommende stunts kan det her måske virke knap så sindssygt, men hvis man lige tænker over det engang, så kræver det altså knogler af stål.

Vincent Bouillon, der bl.a. er stuntmand for Keanu Reeves i de action-spækkede John Wick-film, har nemlig været igennem en del efterhånden.

Senest har han taget faldet – bogstaveligt talt – for Reeves i John Wick 4, hvor han fire gange udførte scenen med John Wick, der triller ned ad hele 222 (!) trappetrin. 

En af grundene til, at scenen skulle laves så mange gange var, at Bouillon ramte et trin med hovedet og simpelthen blev slået ud, hvorfor resten af faldet ikke blev særligt godt. Av!

Zoë Bell: Biljagt, Death Proof

I 2007 udkom Quentin Tarantino filmen, Death Proof. En film der indeholder et praktisk bilstunt, som man kun kan tage hatten af for. 

Stuntet er udført af Zoë Bell, der tidligere har ageret Uma Thurmans stuntkvinde i Tarantinos Kill Bill-film.

Undervejs i 'Death Proof' er der en biljagt, hvor de involverede køretøjer rammer en fart på 130-160 km/t, og nå ja, så befandt Zoe Bell sig på den ene bils kølerhjelm...

Stuntet tog hele seks uger at filme og endte med at vare omkring 20 minutter, hvor man som seer skal huske sig selv på at trække vejret. 

Dar Robinson: Frit fald, Sharky’s Machine

En af de helt store legender indenfor stunts er den amerikanske stuntman Dar Robinson, der om noget var god til at falde fra meget høje steder.

Faktisk var han så god til det, at udviklede et wire-system, der skulle gøre stunts med frit fald mere sikre, og som faktisk stadig bliver brugt i dag. 

Men inden det system blev opfundet, var der kun en måde at blødgøre et fald på: En kæmpestor luftmadras/airbag, så det er bare med at ramme rigtigt! 

Netop sådan en blev brugt i hans stunt fra 'Sharky’s Machine' (1981), hvor filmens skurk bliver mødt af et frit fald på hele 67 (!) meter, efter at være røget igennem et vindue. 

Simon Crane: Fra fly til fly, Cliffhanger

"Højt at flyve, dybt at falde", er nok den bedste beskrivelse, når det kommer til det halsbrækkende stunt, som Simon Crane udførte i filmen Cliffhanger fra 1993. 

Stuntet omhandler filmens skurk, der skal zipline fra et fly og over i et andet, imens det flyver i over 4,500 meters højde… med over 240 km/t… i minus 32 grader…

Stuntet, der nemt kunne gå galt (hvilket det også gjorde), tog flere måneders øvelse, og var på det tidspunkt det dyreste flystunt nogensinde. 

Det gik dog som sagt galt, men til trods for det, så overlevede Simon Crane takket være en af de skjulte faldskærme, han var iklædt under udførelsen. 

Jim Wilkey, Lastbil-flip, The Dark Knight

Christopher Nolan er en instruktør, der er notorisk kendt for at ville lave sine filmeffekter så praktisk som overhovedet muligt. 

Det var også tilfældet i The Dark Knight, hvor man ser Jokeren i en lastbil, som Batman vha. et kabel, tvinger til at lave en forlæns salto. Ja, du læste rigtigt.

Stuntet er udført med stuntmanden Jim Wilkey i førersædet af lastbilen og fandt sted midt i Chicagos bank-distrikt, hvilket kunne være endt helt galt, havde lastbilen væltet om på siden. 

Stuntet blev udført ved, at man "helt simpelt" koblede et stempel fyldt med sprægstof i den ene ende af lastbilen, så man ved en eksplosion kunne tvinge den rundt i luften. Rimelig vildt.

Wayne Michaels: Elastikspring, Goldeneye

Det er svært at lave en liste over vilde filmstunts uden at medtage det, som den britiske stuntman Wayne Michaels udførte i James Bond filmen fra 1995, Goldeneye

Stuntet skulle være filmens åbningssekvens, og I, der har set filmen, ved måske allerede nu, hvilket stunt vi har i tankerne. 

Der er selvfølgelig tale om det fuldstændig vanvittige stunt, hvor vi ser James Bond lave et elastikspring fra en 225 meter høj dæmning.

Stuntet er blevet kåret til det største filmstunt nogensinde, det optræder i Guinness Book of World Records og krævede over tre måneders planlægning. Vildt!

LÆS OGSÅ: 10 Ryan Gosling-roller, der beviser, at han kan være meget andet end charmerende actionstjerne

'The Fall Guy' er i biograferne nu. Køb dine billetter her på kino.dk