Filmen 'The Last Picture Show' (Sidste forestilling) er en tidløs og tindrende smuk fortælling om at vokse op i USA i 1950’erne. Nærmere betegnet, Anarene, Texas – Jordens Røvhul – hvor der ikke er en skid at tage sig til.

Byen er befolket af velhavende, ineffektive oliemænd, hjemmegående mødre, der keder sig bravt, og teenagere, der bare venter på at få lov til at rejse afsted mod nye horisonter. Fodboldholdet stinker så meget, at ingen gider komme til kampene.

Der er kun den lokale poolbar, en diner og en biograf til at lede tankerne ud af monotonien og mismodet – foruden håbet om at få hænderne under trøjen på en sød pige (eller en understimuleret husmor), selvfølgelig.

Ja, selv biografen synger på sidste vers som fælles fri- og læringsrum, da tv hastigt invaderer de små hjem og overskyller dem med quizshows og andre banaliteter.

Den sort/hvid-poetiske lilleby-blues dirrer gennem lærredet – og resonerer noget i alle, som har mærket ungdommens spleen og udkant. Og Jeff Bridges, Cybill Shepherd og resten af det velcastede hold af stjerneskud og eks-stjerner byder på enestående melankolsk – og sært livsbekræftende – skuespil.

'The Last Picture Show' blev nomineret til ikke mindre end otte Oscars i 1972, og af samtidens kritikere hyldet som en af de mest helstøbte siden Orson Welles ’Den store mand’ – og det er svært ikke vedvarende at hylde den.