I dokumentarfilmen 'This Is Not a Film' sidder den anerkendte iranske instruktør Jafar Panahi i husarrest i sit hjem i Teheran. Retten har stoppet hans igangværende filmproduktion og fradømt ham retten til at skrive og instruere film i 20 år. Men dommen siger ikke noget om at stå foran kameraet…

Med vennen og kollegaen Mojtaba Mirtahmasbs hjælp går han derfor i gang med at fortælle sin historie. Han bruger sin iPhone til at filme sit liv i lejligheden, sine gæster og det enorme kæledyr, Iguana, som han passer, nu hvor han alligevel ikke kan gå ud.

Iran er ikke det letteste land at lave film i, og det er bestemt ikke velanset (eller ufarligt) at lave systemkritiske af slagsen. Derfor blev ’This Is Not a Film’ smuglet ud af landet på et usb-stik, indbagt i en kage, som blev sendt til Paris og herfra til filmfestivalen i Cannes. Og ad den vej kom Jafar Panahi, der modtog Guldpalmen for debutfilmen ’Den hvide ballon’ (1995), mod alle odds alligevel til orde.

’This Is Not a Film’ er en dokumentar, men kan næppe kaldes en film i gængs forstand. Den er nærmere et filmkunstnerisk erklæring og en masterclass med Panahi i instruktørens lejlighed i Teheran, hvor han fortæller om sine idealer for filmkunsten.