Den svenske skuespiller Tuva Novotny instruktørdebuterer på imponerende vis med et teknisk overlegent og intenst drama om sorg, traume, psykisk sygdom og forældreskab. Filmen er optaget i ét skud på 98 minutter, hvor vi følger teenagepigen Thea (Nora Mathea Oien) og hendes forældre gennem en krise, som filmen bygger langsomt op til gennem tilsyneladende almindelige hverdagshandlinger. Vi møder først Thea til håndboldtræning. Kameraet følger efter hende ud i omklædningsrummet og på en 15 minutter lang gåtur hjem med en veninde, hvor de diskuterer lektier og de andre piger på holdet. Thea virker som en fornuftig, jordbunden og velfungerende pige, hvilket er filmens pointe om psykiske problemer: Man ved aldrig, hvad der foregår under overfladen. (Freja Dam, Soundvenue).
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere